Nu skal der granit i Kongensgade
Det skal være skidt, før det bliver godt. Ordene er Esbjerg Kommunes egne, for de ved godt, at de forretningsdrivende og besøgende i Kongensgade går en træls tid i møde. Årsagen er, at der nu for alvor tages fat på det omfattende arbejde med at skifte belægningen i Esbjergs shoppinggade nummer et. Asfaltbelægningen skal væk og i stedet skal ny granitbelægning lægges.
Første etape af renoveringen af Kongengade mellem Kirkegade og Smedegade forventes at være afsluttet midt på efteråret.
Nogen vil måske nok hævde, at renoveringen allerede har sat sit præg på Kongensgade længe. Det var da også helt tilbage i august sidste år, at det officielle spadestik blev taget, og Esbjerg Forsyning indledte ledningsarbejde mellem Smedegade og Jyllandsgade, men siden har det stået lidt stille.
“Vi valgte at lægge en midlertidig asfaltbelægning i vinter af hensyn til julehandlen og tilgængeligheden til butikkerne. Nu er vi klar til at få lagt granitbelægningen,” siger Anders Kronborg, fmd. for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune.