Politik for handelselever
Der har være politisk debat på Business College Syd, hvor der blev brug for mobiltelefonerne
600 elever mødte i går mandag formiddag til et politisk debatmøde med de fire politikere Ellen Trane Nørby (V), Karina Lorentzen (SF), Troels Ravn (S) og Karina Adsbøl (DF).
Efter politikernes tre minutters indlæg kunne eleverne stemme på deres favorit via mobilen. Derefter var det op til eleverne at stille spørgsmål til politikerne. Det skete også via mobilen og storskærm. Eleverne kunne løbende tilkendegive, hvordan politikerne klarede sig i debatten. Der var stor aktivitet, og der blev afgivet 4.729 stemmer under det en time lange møde og afleveret 908 tweets.
Eleverne var meget aktive og mange forskellige problemstillinger blev vendt af politikerne.
”Det er ikke sidste gang, vi inddrager elektronikken ved fællesarrangementer, der helt sikkert har medvirket til, at mange flere elever har været på banen,” udtaler Carsten Sandholm, der underviser i samfundsfag og fungerede som var ordstyrer på dagen.
”Vi har fået et indblik i, hvad de forskellige partiers holdninger er til mange emner,” fortæller Nina, Christina og Cathrine fra hh2a. ”Vi er klar til at stemme.”
Eleverne har forberedt sig til arrangementet i samfundsfagstimerne, hvor de har udarbejdet spørgsmål til de fire politikere.
Den mest populære politiker blev Ellen Trane Nørby med 2.055 likes, efterfulgt af Karina Adsbøl med 1.823 likes, så kom Troels Ravn med 626 likes og sidst lå Karina Lorenzen med 443 likes.
Det var 2. år i træk, eleverne på Business College Syd har været aktive i et politisk debatmøde på denne måde. Arrangementet peger fremad mod det kommende folketingsvalg, som tre af de fire folketingsmedlemmer forventer bliver udskrevet inden påske.