Fra Finland til Spunken
En sommerferie hos familien i Finland inspirerede mor og datter Anemone og Linea Ojala til at åbne en grøn cafe i Spunken på Stændertorvet. Under besøget bed de mærke i, at alle familiemedlemmer var selvstændige. En var frisør en havde en Bed and Breakfast og en anden var cafe-ejer. Det fik mor og datter til at beslutte, at de også ville have fødderne under eget bord, og det ville de lave sammen. Begge interesserer sig for sund mad. Mor Anemone er uddannet laboratorietekniker og har en fortid med fødevarekontrol og forskning. Linea på 18 år tegner og maler og elsker at eksperimentere med mad, der består af frugt og grønsager. Med den fælles interesse for vegetarisk mad besluttede de sig for, at de ville have åbne en grøn cafe. Efter sommerferien gik de straks i gang med at spotte efter egnede steder i Roskilde. Da de så Spunken i Roskilde Avis, kiggede de hinanden i øjnene og var enige om at slå til.
Grøn hygge
De to grønne cafebestyrere drømmer om gule, orange og lilla plantebaserede drinks og frugtbåde med forskelligt fyld, som de sælger fra disken. De drømmer også om at få mere liv på torvet ved at arrangere akustiske koncerter foran Spunken, så pladsen får den stemning, den fortjener. I Spunken kan man også få sig en kop varm kaffe eller te, når man trænger til at styrke sig, mens man venter på at blive bragt hjem med bussen. Linea og Anemone kommer mest til at sælge Raw Food. Det vil sige mad, der er så lidt forarbejdet og varmebehandlet som muligt. Det grønne supplerer de op med is, andre mælkeprodukter og varme drikke.
Grøn udvikler
Linea er hoppet med på den raw-, veganske- og organiske madbølge. Hun har derfor erfaring med at udvikle grøn mad. Nogle af retterne, hun har eksperimenteret sig frem til, kan man købe i Spunken. For eksempel frugtbåde med forskelligt fyld. Råvarerne bliver hentet på grønttorvet, er fortrinsvis økologiske og udvalgt efter årstid, kvalitet og pris. Cafeen åbner, når vi nærmer os april. Man kan se, hvad Linea Ojala fremstiller kunstnerisk, når hun i marts er månedens kunstner på Roskilde Bibliotekerne. ag@roskildeavis.dk