Skole genindfører lejrskole
Hos Firkløverskolen byder 2015 på specielle fokusområder
2015 bliver på sin vis et specielt år for Firkløverskolen, for efter sammenlægningen af fire skoler tilbage i 2012, samt en stor skolereform i 2014, bliver 2015 et år med mere ro på. Skolen har visse steder aldersintegreret klasseopdeling, og der skal mere bevægelse i timerne, lektiecaféer og den slags. Det hører med til de løbende udfordringer. Også i 2015. Men vi har spurgt skoleleder, Preben Skov Christensen om hvilke ting, der kommer til at kendetegne 2015:
Lejrskole genindføres.
“Vi har haft skåret lejrskolen væk. Når man skulle spare rigtig mange penge, så rammes ofte de steder, man hurtigt kan pille ud, og det var blandt andet lejrskoler. Men vi genindfører det, for økonomien er atter til det, og lejrskoler giver eleverne så meget godt. Det bliver hvert år 7. årgang, der skal på lejrskole, og i år går turen til Sønderborg. Det er den årgang, hvor eleverne fra Elkjær, Givskud og Ikær samles og skal finde sammen i nye rammer på Søndermarken”.
Digitalisering:
“Vi har haft fokus på det i nogle år, men da i høj grad på isenkrammet, indkøb af computere, Ipad, digitale tavler og så videre. Vi har investeret rigtig mange penge i det. Men nu er fokus på at 2015 bliver året, hvor vi for alvor rykker på læringen. Det har vi gjort i lang tid, især på Søndermarken (overbygningen) har der været særligt fokus herpå, nu skal der også rykkes på mellemtrinnet.
Læsestrategien opdateres:
”Vi har selvfølgelig altid stort fokus på læsning. Men med udgangspunkt i at Vejle kommune har opdateret 'Sprog og læsesyn', skal vi have kigget vores egen indsats på læsningen igennem. Her arbejder vi med en fornyet indsats i efteråret 2015.
Skolens principper opdateres:
En ny skolebestyrelse er tiltrådt pr. 1. august 2014, og den er nu godt i gang med arbejdet. Lige for tiden arbejdes med en opdatering af principper for ”Skole-hjemsamarbejdet”. Disse introduceres på et forældrearrangement den 21. april. På dette forventer vi også et foredrag om betydningen af et godt skole-hjemsarbejde. En fusion af skolerne tager tid. Nu er tiden inde til at gennemgå tidligere principper for de enkelte skole for at samordne dem til at sæt principper, der gælder for Firkløverskolen Give.
Medarbejderne:
”Det er her, vi har den største indsats og lægger flest kræfter i, og det er der, tingene virkelig rykker. Vi har et mål om hele tiden at blive dygtigere, og vejen frem er medarbejderne. Vi har et knaldhamrende dygtigt personale, der knokler på og har genfundet lysten efter at have været nede i en bølgedal. Vi er i fuld gang med at sætte fokus på teamarbejde, Det sker med kurser og med kæmpe hjælp fra to tilknyttede konsulenter, som vi har hyret til at hjælpe os.