Fire uheld ved Christiansfeld
Fire bilister kørte onsdag galt på sønderjyske motorvej ved Christiansfeld. Det oplyser Kolding Lokalpoliti.
Det første uheld skete klokken 12:50, da en 37-årig mand mistede herredømmet over sin bil og påkørte autoværnet, så han kom til at holde på tværs af autoværnet. Manden kom dog ikke noget til.
Blot få minutter senere, klokken 12:54 skete endnu to uheld på præcis samme tid og omkring samme sted. Føreren af den ene bil, en 42-årig mand, kom på grund af det glatte føre ud i rabatten. Bilen rullede rundt på taget og herefter tilbage på hjulene. Den endte på en mark. Manden kom ikke noget til.
Det andet uheld skete i den anden kørebane i nordgående retning. Her kørte en 50-årig mand fra Haderslev ind i midterrabatten, påkørte et vejskilt og ramte derefter rabatten i højre side af vejen.
Det sidste uheld skete klokken 14:55 i nordgående retning, da en 43-årig mand fra Nørre Aaby mistede herredømmet over bilen. Han påkørte autoværnet, men kom, som de tre andre, heller ikke noget alvorligt til.