Fortsæt til indhold

Første æresmedlem i VU

Arkiv
Arkiv

På den nyligt afholdte generalforsamling i Venstre Ungdom Sønderborg blev der for første gang indstillet en person som æresmedlem af foreningen. En enig generalforsamling valgte at tildele den ærefulde titel til den forhenværende formand Daniel Staugaard for hans fortsatte store arbejde med at sikre en stærk ungdomspolitisk forening for de unge Venstreløver og -løvinder i Sønderborg Kommune.
”På trods af hans høje alder på 33 år, så er han altid klar til enten at hjælpe eller deltage, når vi afholder et af vores mange medlemsarrangementer," lyder det fra VU formand Nicolai Bøttkjær.
Daniel Staugaard var VU formand frem til august 2009, hvor han som kun 27 årig blev landets yngste Kommuneforeningsformand, og dermed fik han ansvaret for Venstres kommunalvalg samme år i november.
Han sad på posten frem til 2013, hvor han valgte at opstille til byrådet. Det blev til 279 personlige stemmer og posten som 1. suppleant i Venstres byrådsgruppe. Daniel besidder nu posten som medlem af Venstres Hovedbestyrelse og formand for Sønderborg Kredsen, hvor han har ansvaret for at få Ellen Trane Nørby genvalgt til folketinget ved det kommende folketingsvalg.
”Jeg husker tiden i Venstres Ungdom som spændende og fyldt med oplevelser. Det har givet gode venner for livet, og jeg har aldrig kunne slippe det politiske arbejde igen. Både i Venstres Ungdom og i Venstre har man muligheden for at forme det samfund, som man er en del af, og så giver det samtidig et stort netværk af skønne mennesker," siger Daniel Staugaard.