Her kan begyndere være med
Gauerslund Løbeklub tilbyder igen et hold for begyndere.
”Efter at have sprunget begynderholdet over i 2014 har vi fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil i gang. Derfor starter vi et nyt hold den 4. marts,” siger formanden for klubben Allan Rohde.
Begynderholdet følger et konkret program, der strækker sig over 15 uger. Målet er at gennemføre et løb på fem kilometer.
”Alle kan være med. Mange af klubbens medlemmer er startet på et begynderhold og flere løber nu fast – både kort og langt. Og det at vi har været med til at ændre folks livsstil glæder mig meget. Det gælder først og fremmest glæden ved at løbe, men vi har også eksempler på medlemmer, der har tabt måske 30 kilo eller lagt cigaretterne på hylden. Så det glæder mig, at vi igen har et begynderhold på programmet,” siger træner og coach for begynderholdet, Jørgen Pilgaard.
Er du interesseret, kan du møde op onsdag den 4. marts klokken 18 ved Gauerslundhallens p-plads til en orientering og en kort gå/luntetur.