Ét udvalg i Vejle Kommune har sparet 63 millioner kroner
Et fantastisk resultat, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget
Arbejdsmarkedsudvalget i Vejle Kommune brugte sidste år 63 millioner mindre end budgetteret.
”Det er et fantastisk resultat” jubler Christoffer Melson, Venstre, formand for Arbejdsmarkedsudvalget.
”Overskuddet hænger sammen med, at det er lykkedes at få flere borgere i arbejde, samtidig med at vi har omstillet til indsatser, hvor kommunen får større effekt for pengene,” uddyber Christoffer Melson i en pressemeddelelse fra Vejle Kommune.
Vejle Kommune har i højere grad flyttet indsatsen mod arbejdsløshed ud i virksomhederne.
”Vi har flyttet ressourcer fra dyre til billigere og mere effektive indsatser, som foregår ude på virksomhederne. Det giver positive resultater både for de ledige og for kommunens økonomi. Virksomhederne har været gode til at løfte et socialt ansvar, hvilket også viser sig ved, at vi har fået mange flere i fleksjob,” siger Melson og roser medarbejderne.
“De har været dygtige og omstillingsparate. Vi kan se resultaterne af vores fokus på en tidlig indsats, hvor medarbejderen hurtigt tager kontakt til den ledige eller sygemeldte og giver en aktiv rådgivning. På den måde er det lykkedes at få rigtigt mange borgere hurtigt i arbejde igen.”
Omstillingen i arbejdsmetoderne har også givet luft i økonomien til at opprioritere indsatsen over for nogle af de grupper, der er længst fra arbejdsmarkedet.
”Vi er den kommune i Syddanmark, der har oprettet næstflest ressourceforløb, og vi har også opprioritere mentorindsatsen. Det kommer borgerne længst fra arbejdsmarkedet til gode, og jeg er sikker på, at det på sigt også er godt for kommunekassen.”
”Pengene bliver overført til den fælles kommunekasse og kan for eksempel gå til at prioritere velfærd på andre områder eller tiltag, der gør det lettere at drive virksomhed i Vejle Kommune. På den måde kommer de borgerne i Vejle til gode.”
En ny refusionsomlægning giver usikkerhed om økonomien i 2016, men en sund økonomi stiller Veje Kommune godt i forhold til uforudsete udgifter, mener udvalgsformanden.