Fortsæt til indhold

Starter injuriesag

Metal-formand mener, at beskyldninger om hans arbejde i fagforeningen er falske

Arkiv
Arkiv

Formanden for Metal-Roskilde Jacob Birch har bedt sin advokat om at starte en injuriesag om bagvaskelse fra en oppositions-gruppe i fagforeningen. - Hverken Metal eller jeg selv kan leve med alle disse falske beskyldninger, som helt ødelægger det arbejde, vi prøver at udføre til gavn for medlemmerne, forklarer han. Striden går tilbage til generalforsamlingen i juni 2014, da Jacob Birch blev genvalgt med et meget lille flertal på fagforeningens generalforsamling efter en stormfuld debat og flere afstemninger. Forinden havde et flertal i den tidligere bestyrelse prøvet at ‘kuppe’ ham ud, da de indkaldte et ulovligt møde og pressede ham til at skrive under på, at han ville gå af. Da Jacob Birch var kommet sig over forskrækkelsen og havde ovevejet sagen, besluttede han imidlertid at tage kampen op og fik altså flertal. Den tabende fløj har dog siden nægtet at anerkende resultatet og gentagne gange angrebet den tilbagekomne formand. Bl.a. har de anklaget ham for at beholde en aftrædelses-godtgørelse, der blev udbetalt, da han gik af, selv om han alligevel kom tilbage som formand. Den påstand afviser Jacob Birch imidlertid og forklarer, at han ikke har fået løn i mellemtiden, så han ikke har fået for meget. - Jeg har nu bedt min advokat om at gå i gang med at få stoppet de falske anklager. Det går jo også ud over Metal-Roskilde, selv om vi i den seneste periode heldigvis har kunnet holde medlemstallet oppe. Jeg har ikke tænkt mig at give efter for denne form for bagvaskelses-kampagne, forklarer Jacob Birch. tk