Kvinde stukket ned med kniv i Grenå
Claus Mokvist
I Grenå stak en ukendt mand fredag eftermiddag en 21-årig kvinde med kniv, på grusstien mellem Bredgade og Kirkegården.
Kort før klokken 13:30 kom manden cyklende på grusstien, mod kvinden, der var på vej væk fra Fredensgade.
Da manden kørte forbi den 21-årige, stak han hende i maven med en dolk. Kvinden måtte til behandling på hospitalet, men er uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi.
Gerningsmanden beskrives som dansk, iført sort jakke med hætte og pelskant. Han kørte på en gammel knirkende cykel og havde dolken i højre hånd.
Politiet er fortsat igang med at efterforske sagen.