Fortsæt til indhold

SønderjyskE henter stregspiller

Frederik Børm skifter til SønderjyskE på en 3-årig kontrakt

Arkiv
Mikkel Hansen

Frederik Børm skifter fra Skjern til SønderjyskE og får hjemmebane i Broager Sparekasse Skansen de kommende tre sæsoner.
Den store stregspiller glæder sig til at møde publikum i Skansen.
"Jeg er utroligt glad for aftalen. Allerede da jeg var til møde i Sønderborg, kunne jeg fornemme det gode projekt og – arbejde i SønderjyskE Herrehåndbold. Klubben har formået at lægge lag på udviklingen, og det glæder jeg mig til at være en del af. Jeg ser også frem til at spille på min nye hjemmebane, som er kendt for et afsindigt godt publikum med masser af energi, og så håber jeg naturligvis på at jeg kan kæmpe mig til en stor rolle på holdet," siger Frederik Børm.
Den 26-årige streg- og forsvarsspiller bliver ifølge SønderjyskE-træner Morten Henriksen en klar forstærkning med sit vindergen og kompromisløse spillestil.
"Vi har flere gange i denne sæson savnet noget aggressivitet og en ”spilstopper” i vores defensiv. I Frederik Børm får vi en type, der vil bibringe dette aspekt og ikke mindst også noget vildskab i samme ende af banen. Samtidigt glæder vi os også over, at vi udover at få styrket defensiven også bliver stærkt besat på stregpositionen. Det giver os et par ekstra strenge at spille på," siger Morten Henriksen og fortsætter:
"Frederik Børm har vist stor interesse i det lyseblå håndboldprojekt, og jeg er overbevist om, at han vil gå foran på banen med sin krigerindstilling og sit udprægede vindergen."
"Vi har haft en rigtig god dialog med Frederik Børm og hans agent. Signingen viser også, at vi fortsætter den gode udvikling i kraft af en stabil og øget opbakning fra sponsorer i hele landsdelen. Frederik Børm er et spændende navn, og jeg ser frem til at vi efter sommerpausen kan præsentere en ny kriger i den lyseblå trøje," supplerer sportschef Simon Hajdu Lindhardt.

Post by Lokalavisen Sønderborg.