Ribe Filmklub præsenterer en vaskeægte filmbegivenhed
Da Carl Th. Dreyer begyndte på sit projekt om filmatisering af Kaj Munks ”Ordet”, skulle der findes skuespillere blandt både de professionelle og amatører. Blandt de etablerede skuespillere var Preben Lerdorff Rye, Emil Hass Christensen, Ejner Federspiel, Birgitte Federspiel. Længere nede på rollelisten som Anne, Peter Skrædders datter, står Gerda Nielsen. Filmen havde premiere i 1955.
Denne Gerda Nielsen er den, der i dagens Ribe er bedre kendt som Gerda Brandorff. En aktiv ribeborger, som er forhenværende seminarielektor, byrådsmedlem, medlem af bestyrelsen for jazzklubben og som har bidraget til mange andre aktiviteter i Ribe. Det er lykkedes Ribe Filmklub, at få Gerda Brandorff til at fortælle om sine oplevelser omkring filmen, dens tilblivelse, valget af hende til rollen som Anne og mere om Carl. Th. Dreyers filmprojekt.
Gerda Brandorff vil holde sit oplæg til filmaftenen i Ribe Filmklub onsdag den 11. Marts kl. 19.00 i SeminarieHusets fællessal. Efter oplægget vises filmen, som er i sort/hvid. Det Danske Filminstitut har meldt deres ankomst, da det er meget interesseret i beretningen om filmen, fra en af de vist nok to nulevende, der er tilbage fra filmprojektet. Filminstituttet har en speciel Carl Th. Dreyer hjemmeside.
Der er gratis adgang til arrangementet og ingen tilmelding. Der kan købes vin og kaffe.