Ungt Vejle-band rækker ud efter stjernerne
Lokalt ungdomsband holder sig ikke tilbage i bestræbelserne på at få deres musik ud til så mange som muligt
Musikgruppen Kmaa Kendell udgav i slutningen af 2014 sangen '1914'. Den handler om den kortvarige våbenhvile i julen 1914, der opstod mellem krigsmodstanderne i den ellers blodige skyttegravskrig under 1. verdenskrig. Britiske og tyske soldater begyndte spontant at synge julesange og mødtes fredeligt i ingenmandsland.
“Vi fik idéen til sangen på en sommerferie i Italien. Vi lå ved poolen og kedede os, og så fandt vi på, at vi ville skrive en julesang. Historien om julefreden i 1914 er vores fars yndlingshistorie. Han er læge og siger, vi aldrig bliver til noget med vores musik, men hvis vi kan skabe fred på jorden med en sang, er vi større end ham,” fortæller søstrene Hanne og Nina Ahnfeldt-Mollerup med et grin.
Her kan du se alle kandidaterne til Lokalavisens Kulturpris på 25.000 kroner
De ringede hjem til gruppens tredje pigemedlem, Maria Suhr. Hun grinede lidt af søstrenes småskøre idé, men var frisk på at 'skabe fred på jorden' med en sang. I efterårsferien skrev de '1914' færdig og indspillede den i familiens hjem i Jelling med familiemedlemmer og naboer på kor.
Kmaa Kendell sendte sangen til både store og små pladeselskaber. Til deres overraskelse kom der positivt svar fra to selskaber, blandt andet pladeselskab.dk, der hjalp med at udgive '1914' til download på internettet.
Ros fra Lars Lilholt
Kmaa Kendell skrev desuden til alle ambassader i Danmark og fortalte om gruppens fredssang.
“Vi fik mange svar fra blandt andet Bulgarien, Sverige og Australiens ambassader, som roste os helt vildt for budskabet om 'fred på jord'. Lars Lilholt skrev også til os og roste os. Han var overrasket over at høre en sang med et budskab fra unge med historisk interesse,” fortæller medlemmerne i Kmaa Kendell med begejstring.
Elsker at optræde
Nu skal man ikke tro, at Kmaa Kendell er et 'frelst' band, der spiller musik for at redde verden. Sangen '1914' skal mere ses som et skævt påfund fra gruppen, der har eksisteret i et års tid og har sine rødder i Vejle Musikskole med musikskolelærer John Hall som mentor og manager. Gruppen har skrevet omkring 15 sange og spillet en del koncerter på skoler, til receptioner og musikskolens arrangementer.
“Det er sjovt at sidde og udvikle vores egen musik. Vi elsker musik, og vi elsker at optræde. Der er ikke noget federe end at fyre den af på scenen, og jo større publikum jo bedre,” lyder det fra Kmaa Kendell, der drømmer om at spille på den lokale Jelling Musikfestival.
“Til sommer kunne vi godt tænke os at få indspillet alle vores sange eller en enkelt sang hos en producer. Det kunne hjælpe, hvis vi vinder 25.000 kroner...,” siger Kmaa Kendell med hentydning til, at gruppen er indstillet til Lokalavisens Kulturpris på 25.000 kroner, som du kan læse mere om på vejle.lokalavisen.dk.
Sidste frist for at indstille kandidater til både Lokalavisens Kulturpris og Sportspris på hver 25.000 kroner er søndag den 22. februar.
Priserne bliver uddelt til Vejle Kommunes Sportsgalla torsdag den 9. april i Vejle Musikteater. Det bliver ligesom sidste år en festlig aften med hyldest af dygtige sportsfolk, underholdning og musik med blandt andre Kmaa Kendell.
Her kan du se alle kandidaterne til Lokalavisens Kulturpris på 25.000 kroner