Hitmagere spiller op på Tobakken
Fredag 13. marts kl. 21.00 er det muligt at få et genhør med ingen ringere end Dodo & The Dodo's på Tobakken.
Det var en ørehænger af en slagsang i forbindelse med fodbold VM i 1986, der blev startskuddet på en karriere, som indtil videre har strakt sig over fire årtier og resulteret i seks albums, der har solgt i imponerende 1,5 million eksemplarer. Re-sepp-ten hed fodboldsangen, som Dodo Gad sang og indspillede ind i alle danske fodboldfans hjerter - og alle andres for den sags skyld. Megasuccesen resulterede i dannelsen af Dodo & The Dodo's, hvor Dodo Gad sammen med Jens Rud, Steen Christiansen, Lars Thorup og Anders Valbro gav danskerne nogle af de største hits, som 80'erne kastede af sig, og det siger ikke så lidt.
Få et genlyt med "Vågner I Natten", "Gi' Mig Hvad Du Har", "Sømand Af Verden", som er tre af de mest markante sange, som danskerne stadig ikke kan få nok af her mere end 25 år efter, at de ramte æteren for første gang.