Hvorfor er der så mange rygere i Vejle?
Andelen af daglige rygere er over landsgennemsnittet
Hver dag bliver der tændt for mange cigaretter, piber og lignende i Vejle. I hvert fald er Vejles andel af daglige rygere højere end landsgennemsnittet.
En analyse fra Region Syddanmark viser, at 18,2 procent af vejlenserne ryger hver dag. Landsgennemsnittet er på 17 procent.
“Vi kender ikke årsagen til, at Vejle ligger over landsgennemsnittet,” siger sundheds- og forebyggelsesudvalgets næstformand, Hans Hoffensetz (V).
“Men vi kan se i opgørelserne, at Vejle ligger ret godt placeret på en række andre sundhedsparamentre,” siger han.
Så den generelle sundhed har det ok i Vejle. Men rygerne holder for godt fast i smøgerne, og det vil udvalget gerne gøre noget ved.
“Vi er blevet bekendt med, at man nogle steder i landet har større succes med rygeafvænning, end vi har i Vejle. Derfor tager udvalget på studietur til København og Malmø for at lære af erfaringer der,” siger Hans Hoffensetz.
Så langt ned som muligt
Sundheds- og forebyggelsesudvalget har ikke sat tal på, hvor effektiv en rygestop-indsats man ønsker i Vejle Kommune.
“Vi vil have andelen af daglige rygere så langt ned som muligt. Men vi sætter ikke et præcist tal på. Under alle omstændigheder kan man jo sige, at enhver procent er en procent for meget,” siger Hans Hoffentsetz.
Mange værktøjer
Allerede inden Vejle tager ved lære af København og Malmø, er der adskillige muligheder for at få hjælp med rygestop.
For eksempel er der rygestopkonceptet “Kom og Kvit”, som kommunen har hentet hos Kræftens Bekæmpelse.
Det er et forløb, hvor rygestopperne kan mødes hver uge - eller lade være, hvis de ikke har lyst. Inspirations-samtaler samt lyd- og billedmateriale er også blandt tilbudene.
Erfaringerne viser, at især lejligheds-rygerne har held med at droppe tobakken helt. Hverdags-rygerne har derimod sværere ved at nå i mål.
Nogle arbejdspladser har indført totalt rygeforbud i arbejdstiden. Men det vil kommunen ikke på sine arbejdspladser.
“Man må ikke ryge indenfor på arbejdspladsen. Og det synes jeg er et fornuftigt leje,” siger Hans Hoffensetz.