Kirkeministeren blev udfordret på gymnasiet
200 religionselever på EG gik til kirkeminister Marianne Jelved
Skal stat og kirke skilles ad? Bør præsternes funktion anno 2015 ses efter i sømmene, og bør Danmark til at uddanne rabbinere og imamer?
Kirkeminister Marianne Jelved har kun kunne finde en god halv times tid i kalenderen til besøget på Esbjerg Gymnasium - til gengæld kommer hun til at arbejde hårdt for ministerlønnen fra ankomst til afgang, for de 200 religionselever har forberedt sig godt.
“De har virkelig mange gode spørgsmål på blokken,” smiler rektor Erling Petersson forventningsfuldt, da han småtrippende venter på ministerbilen, der kommer kørende fra Esbjerg Hovedbibliotek, hvor Marianne Jelved i sin egenskab af kulturminister netop har nydt en forretningsfrokost.
Nu tager hun så kirkeminister 'kasketten' på. Med det samme gør hun klart, at hun er tilhænger af en vis tilknytning mellem stat og kirke, men også at hun ønsker konstellationen grundigt set efter i sømmene gerne med en ændret styreform til følge. Netop adskillelsen af kirke og stat har gennem snart mange år været en kæphest for ministerens parti Det Radikale Venstre, og inden eleverne spørger ind til netop det, tager Marianne Jelved selv brodden ud af emnet.
“Man skal ikke spørge Det Radikale Venstre om præcis det spørgsmål, for de er forvirrede. Men altså kun lige på det punkt - ellers har vi mange gode ideer,” smiler ministeren.
Væk med ministeriet?
Lidt mindre er smilet, da en elev foreslår kirkeministeriet nedlagt til fordel for et religionsministerie, der skal sikre, ikke bare religionsfrihed, men også religionslighed i Danmark. Den idé mener ministeren, at man skal være varsom med. Til gengæld er hun ikke afvisende overfor, at der på sigt kan uddannes hverken rabbinere eller imamer i Danmark.
På første række spørger Sofie til folkekirkens struktur og præsternes rolle - et emne som ministeren har en klar holdning til.
“Jeg ville ønske, at de ansatte i kirkerne blandede sig mere i samfundet. Hvis de var mere kendte i lokalsamfundene ville de også blive opsøgt noget mere.”