Fortsæt til indhold

Havnens mand hyldet ved vandet

Vandet var nært ved, da Ole Ingrisch og hans ’københavnerfacon’ blev hyldet på havnedirektørens 60 års fødselsdag

Arkiv
Louise Ritter

Man kan tage en mand væk fra København, men aldrig København helt væk fra en mand.

Selv om det efterhånden er rigtig mange år siden, at Ole Ingrisch forlod hovedstaden sidder københavnerattituden tilsyneladende stadig i havnedirektøren. I hvert fald hvis man skal tro talerne ved Ole Ingrischs 60 års fødselsdagsreception.
Her kom både borgmesteren og bestyrelsesformanden for Esbjerg Havn, Flemming Enevoldsen, omkring Ole Ingrischs 'københavnerfacon', der set over årene nok har været en væsentlig årsag til, at tingene er gået, som de er på Esbjerg Havn.

Googler man 'Esbjerg Havn' og 'overskud' viser der sig et ganske ensformigt resultat i form af talrige artikler med overskriften: Esbjerg Havn fik rekordoverskud'.
De seneste år har havnen leveret det ene flotte årsresultat efter det andet. I spidsen står Ole Ingrisch. Det har han gjort siden han kom til Esbjerg og overtog havneroret i 2003.

“Det er jo selvfølgelig ikke et enmandsfirma, vi driver, men som kaptajn på broen er det jo ham, der sætter kursen, og man kan jo sige, at resultaterne taler for sig selv, når det handler om hans betydning for havnen,” siger Flemming Enevoldsen til Lokalavisen Esbjerg.

Stod til søs

Allerede som teenager drog han til søs, og lige siden har det våde element været omdrejningspunktet for fødselaren, der i 1978 blev uddannet skibsfører. Han har også sejlet skoleskib, været kaptajn og endda rederidirektør for bare at nævne lidt af fødselarens CV.

Derfor blev torsdagens fødselsdagsreception selvfølgelig også holdt med kig til både vand og havn. Det var dog næppe det de op mod 200 gæster kom for at opleve, men snarere for at hylde en fødselar, der om nogen har haft stor betydning for Esbjerg som moderne havneby - en betydning der afspejledes i fremmødet af alle kommunens største erhvervsfolk.

Alle trykkede de hånd med fødselaren, der af bestyrelsesformanden beskrives således:
"Han er dejlig ukompliceret og dejlig upolitisk. Han kan være meget direkte i sin facon - der kommer københavneren op i ham - men ligeså direkte han selv kan være overfor andre, ligeså god er han til at modtage direkte input og gode råd selv. Han er også beskeden, for selv om han som havnedirektør er meget eksponeret, søger han aldrig selv personlig publicity," lyder rosen fra Flemming Enevoldsen.