Fortsæt til indhold

Støtte til ungdomsroning også i Nordborg

Arkiv
Arkiv

Med 4,7 mio. kroner i støtte fra Nordea-fonden får ungdomsroningen i Danmark nu endnu bedre vilkår. Det gælder også i Nordborg Roklub.
Nordborg Roklub afvikler igen i år Danmarks Stærkeste Klasse for 6. klasserne fra Nordborg Skole og Østerlund Friskole. Klasserne deltager dermed i den landsdækkende skoleroningskonkurrence. Sidste år kæmpede i alt 2300 skoleelever fra 111 forskellige klasser om titlen som Danmarks Stærkeste Klasse. Tiltaget kan lade sig gøre, da Nordea-fonden har besluttet at støtte Dansk Forening for Rosports ungdomssatsning, RoBattle, med yderligere 4,7 mio. kroner over de næste tre år. Derfor er det muligt for Nordborg Roklub fortsat at tilbyde de lokale skoler at deltage i Danmarks Stærkeste Klasse.
Udover en stafet i en romaskine, hvor hele klassen skal arbejde sammen om at ro 4000 meter, tilbydes klassen også en oplevelse på vandet i de nye både med 'støttehjul' under hver rig, der er specielt designet til nybegyndere.
”Vi oplever, at det er super sjovt for eleverne at stifte bekendtskab med roning, og nu ser vi frem til at byde endnu flere unge mennesker indenfor i vores klub,” fortæller ungdomsleder Allan Juel fra Nordborg Roklub.
Som afslutning på den indendørs roning i foråret skal alle tre 6. klasser fra Nordborg Skole og en 6. klasse fra Friskolen Østerlund ro DM i indendørs roning, RoBattle, i april. Det kommer til at foregå på Nordborg Skole med romaskinerne opkoblet til storskærm, så elever og forældre kan følge med i stillingen.