Fortsæt til indhold

Michael er med på beatet

Næste portræt i rækken af portrætter af Haderslev kommunes musikundervisere er Michael Bjærre

Arkiv
Arkiv

Michael Bjærre er uddannet ensemblemusiker med slagtøj som hovedinstrument, og han har siden 2003 været ansat som slagtøjslærer ved musikskolerne i Haderslev og Kolding. I Haderslev har han i øjeblikket også et Max Musik-hold og sammenspil.
Michael har altid mange projekter på musikskolen. En nær forestående begivenhed er Drum Day 2015, som er arrangeret i samarbejde med skolens anden slagtøjslærer, Peter Jessen, og som finder sted d. 14. marts i musikskolens Cassiopeiasal i Haderslev. For de 10 deltagende trommeelever byder dagen bl.a. på en improvisationsworkshop og forskellige teknikøvelser, og kl. 13:30 er der koncert for forældre og andre interesserede.
Som musikskolens eneste marimbalærer er Michael meget dedikeret til dette sydafrikanske instrument, og han ser da også marimbaen som et springbræt til andre instrumenter. Det to meter lange instrument består af tangenter lavet af træ og minder derfor meget om et klaver. ”Det er et meget fleksibelt instrument. Når man først kan det, så mestrer man mange ting, i og med man både lærer at spille melodi og akkompagnement.” Det er altså rigtig megen læring gemt i marimbaen, og eleverne har da også mulighed for at opleve en udvikling fra at spille enkle melodier til at stå med fire køller i hænderne. Inden for slagtøjsfamilien er marimbaen selve melodi-instrumentet og for elever, der melder sig til slagtøj og trommer, kan marimbaen, ifølge Michael, være en helt ny og spændende vinkel på slagtøjsundervisningen.
Der er i øjeblikket ledige pladser i Michaels marimbaorkester, som er et af musikskolens spændende sammenspilshold.

Musik er udviklende

Michael mener, at det er vigtigt som forælder at sende sine børn til musikundervisning. ”Musik er en meget udviklende aktivitet. Fordi det giver nogle færdigheder, man kan bruge både selv og sammen med andre. Men det giver også én en personlig udvikling. Det kan være på det motoriske plan, men bestemt også på det psykologiske og oplevelsesmæssige plan.” Michael er af den holdning, at alle mennesker skal have mulighed for at lære at spille et musikinstrument, og her mener han ikke specifikt trommer eller marimba. ”Bare hvilket som helst instrument – det er musikken, det drejer sig om.”