Fortsæt til indhold

Så kører bussen... ikke

Arkiv
Arkiv

Merete Due Paarup (V)
Medlem af Kolding Byråd
Uhrevej 11
6064 Jordrup

Sydtrafik har netop sat penge af til en kampagne, der skal få flere til at tage bussen. Målet er 210.000 flere de kommende fire år. Vi skal droppe bilen og tage bussen.

Ja, det kræver jo så lige, at der kører busser og man ikke nedlægger ruterne til for eksempel de mindre byer. Gode busvaner for unge/studerende som Sydtrafik gerne ser tage bussen, starter med at det virker i hverdagen, og der ganske enkelt er busser, der kører et rimelig antal afgange særlig morgen og eftermiddag.

Et eksempel er Jordrup, der sidste år blev kørt af sporet af de regionale ruter på trods af fyldte pendlerbusser. Det betyder massiv forældrekørsel, og at mange unge køber og kører bil fra den dag, de bliver 18 år, da deres liv er for kort til at vente på busser, der ikke kører. Og så er bussen altså kørt for den offentlige transport.

Vi snakker om udkanter og urbanisering. Bussen er en af livsnerverne til de små lokalsamfund, og det er svært at tiltrække nye familier, når man kan se frem til en hverdag med unge, der er afhængig af forældrenes taxaservice, uanset om det er i skole, til sport, fritidsjob og fester.
Vi er mange, der gerne vil have mange flere til at tage bussen. Det kræver, at vi tænker helhedsløsninger mellem regionale- og kommunale kasser og ruter. Alternativet giver nemlig både dårlige og dyrere løsninger – og dét giver i hvert fald ikke flere passagerer i bussen.