Fortsæt til indhold

Koch ny chef på Slagteriskolen

Afgående rektor på Campus Roskilde skal have styr på kriseramt uddannelsessted

Arkiv
Arkiv

Den nu 68-årige Ulla Koch, der snart stopper som rektor for Campus Roskilde i Trekroner, skal være ny chef for Slagteriskolen på Maglegårdsvej. Hun har gennem de sidste år med succes opbygget den store nye uddannelses-institution ved siden af RUC, der samler en lang række mellemlange uddannelser, lige fra lærere og sygeplejersker til pædagoger og terapeuter. Her var det forlængst bestemt, at hun skulle stoppe til maj. Nu har staten, der gentagne gange har måttet træde til med store ekstraordinære tilskud for at redde Slagteriskolen fra store økonomiske problemer, derfor valgt at indsætte denne driftssikre dame som ny chef. Ulla Koch er oprindelig cand. scient. i biologi og startede som seminarielærer. Hun blev souschef i Slagelse og i 1990 rektor for Ankershus Seminarium og Husholdningsskole ved Sorø. Hun spillede en stor rolle, da mange af de mellemlange uddannelser for nogle år siden blev samlet på Campus Roskilde, hvor hun var rektor allerede fra 2007 endnu før bygningerne i Trekroner stod færdige.

Dyrt skoleslagteri

Slagteriskolen har været økonomisk nødlidende gennem en række år. Men helt galt gik det, da skoleslagteriet - hvor eleverne lærer at slagte både svin og kalve - skulle flyttes fra de gamle lokaler, hvor Køgevej går under banen, til nye bygninger ved siden af skolen på Maglegårdsvej. Projektet blev meget dyrere end forudset, blandt andet fordi indgangen for de levende dyr var for lille til kalvene og pludselig måtte ændres for et par ekstra millioner. Samtidig skulle salget af den gamle grund ved stationen betale en stor del af prisen. Men så kom krisen i 2008, og det gamle skoleslagteri kunne slet ikke sælges til så høj en pris. Først nu ser det ud til, at Skat vil placere sit nye regionale hovedkontor med 400 ansatte i nye bygninger på stedet, men Slagteriskolen får ikke den opskrevne værdi hjem.

Direktør sagde Stop

I starten af 2015 sagde Marlene Selvig-Hansen stop som direktør efter et par år, da hun blev uenig med bestyrelsen. Hun mente, at deres økonomiske forventninger var helt urealistiske og ville ikke tage ansvar for sådan en plan. Omvendt mente bestyrelsen med formanden Evan Lynnerup i spidsen, at en direktør, der ikke tror på skolens fremtid, heller ikke kan udrette noget fornuftigt. Derfor skiltes parterne og var enige om ikke at udtale sig nærmere om detaljerne. Årsagerne til problemerne er dog mere grundlæggende. Gennem flere år har antallet af slagter-elever været for lille, til at skolen kunne løbe rundt. Samtidig har man mistet indtægter fra lejere, der ikke længere vil være i bygningerne. Senest har Madkulturen, som har haft til huse i det gule stuehus til den gamle proprietærgård, besluttet at flytte til det gamle Duebrødre Hospital - senere borgmesterkontor og centralforvaltning - på Stændertorvet. Ulla Koch får altså rigeligt at se til, når hun inden længe indtager direktionskontoret i bygningerne på Maglegårdsvej. Men eftersom hun er indsat af staten, kan hun også regne med opbakning fra statskassen i sit arbejde på at rette skolen op, og det får hun sikkert brug for. tk