Fortsæt til indhold

Byggeboom i Starup-Tofterup

Forrige weekend blev der bygget to shelters ved Holme Å

Arkiv
Arkiv

FRIVILLIGHED I efteråret 2013 indledte Starup Lokalråd og borgerforening et projekt, der havde til formål at synliggøre sognets smukke natur- og kulturlandskab, da Starup Sogn består af en lang række naturperler, kulturhistoriske minder og en meget spændende lokalhistorie.
I forbindelse med projektet blev der udarbejdet seks ruter, hvortil der blev udarbejdet foldere/brochurer med beskrivelser af de enkelte ruter, deres natur og kultur. Samtidig blev der opstillet skilte og informationstavler og udarbejdet digital formidling langs ruterne.
Starup har tradition for at tiltrække naturelskende turister, bl.a. på grund af sin beliggenhed i den fredede Holme ådal og langs ”Kyst til Kyst stien”. Det var derfor oplagt at der også skulle indgå overnatningsmuligheder i form af to shelters. Herved kan projektet bidrage til at forlænge turisternes ophold i området eller få dem til at vende tilbage.

Ekstra indsats

Begrundelser for at opføre de to shelters var der således nok af og i løbet af 2014 var pengene og tilladelserne fremskaffet. I løbet af weekenden gik en flok energiske ildsjæle, der alle var villige til at yde en indsats for lokalområdet, i gang med byggeriet.
Tømmeret blev leveret af Oksbøl Savværk og under ledelse af tømrermester Rasmus Scherfig og tømmersvend Henrik Heesgaard trådte flokken i aktion tidligt lørdag morgen.
At Starup er hjemstav for nogle af kommunens flittigste frivillige kunne enhver ved selvsyn konstatere lørdag middag da de to shelters stod færdige.
”Det er berigende og energigivende, at en flok mennesker hiver en lørdag ud af kalenderen for at bygge shelters,” fortæller Holger Grumme Nielsen fra Starup og forsætter.
”Man kan have nok så mange planer og idéer, men hvis ikke der er nogen til at gribe bolden, stiller op og yder et stykke arbejde går tingene i stå. Derfor er jeg også super glad for, at så mange frivillige mødte op for at hjælpe."
På grund af den fredede natur og tætte placering ved Holme Å krævede byggeriet tilladelse fra både Varde Kommune og fredningsmyndighederne i Kolding. Den ene shelter er placeret på naturpladsen ved Hesselho Dambrug mens den anden ligger ved Brønsbæk på Galsthovej 15.

Sådan ser en færdig shelter ud