Fortsæt til indhold

Tag med Pippi Langstrømpe på plejehjem

Fugl Føniks og Esbjergspillene samarbejder i ny forestilling om Pippi Langstrømpe anno 2015

Arkiv
Louise Ritter

I år er det 70 år siden, at Astrid Lindgrens manuskript om Pippi Langstrømpe vandt førstepræmien i forlaget Rabén & Sjögrens konkurrence om børnebøger. Resten er jo sådan set en velkendt historie af de fleste, for den svenske forfatter fik siden enorm succés med både Pippi, men også en lang række andre bøger.
I anledning af 70-året for Pippis ankomst til verden har Cirkus- og Teatergruppen Fugl Føniks sammen med kulturforeningen Esbjergspillene sat en ny forestilling op med navnet 'Pippi Langstrømpe på plejehjem". Fugl Føniks' Kaj Jørgensen har regnet sig frem til, at Pippi Langstrømpe i dag må være mindst 80 år, og dermed meget vel kan være beboer på et plejehjem - hvis altså selvfølgelig at hun var et 'rigtigt' menneske.
"Jeg fik den fantastiske biografi om Astrid Lindgren lige før jul, og derefter regnede jeg mig frem til, at Pippi må være plejehjemsmoden nu, og det var egentlig sådan ideen til 'Pippi på plejehjem' opstod," fortæller Kaj Jørgensen, der med det samme vidste, hvor han skulle hen for at finde en skuespiller til rollen som den aldrende Pippi.
"Hanne Meyer og jeg spillede sammen første gang i 1972, og vi har tit talt om at lave noget sammen igen. Da Hanne tilmed er 78 år virkede det jo oplagt," smiler Kaj Jørgensen, der heldigvis hurtigt fik Ældresagen Esbjergs formand med på ideen, og derfor spiller hun altså Pippi anno 2015, når forestillingen opføres den 21. og den 22. marts og igen den 27. til den 29. marts.
'Pippi på plejehjem' bliver en forestilling for både små og store, da der undervejs bliver kig tilbage til Pippis velkendte barndomsår, men undervejs tages også mere nutidige emner op og der leveres flere kommentarer til hvordan de ældre i dag behandles.
Forestillingen opføres i alt ni gange hos Fugl Føniks på Amagervej. Billetter købes på www.fuglføniks.dk.