Fortsæt til indhold

Venstre nedlægger forbud mod ny butik

En ny dagligvarebutik på Agtrupvej blev diskuteret på Plan- og Boligudvalgets møde den 16. februar.Venstre nedlagde forbud. Nu ender sagen i byrådet

Arkiv
Natalie Stratigos

Foreløbig bliver der ingen ny dagligvareforretning på Agtrupvej i Kolding. Sådan lyder konklusionen i hvert fald efter uenigheder i Plan- og Boligudvalget ved mødet den 16. februar.
En hemmeligholdt dagligvarekæde ønsker ellers at etablere sig, og en analyse af detailhandlen i området viser, ifølge udvalgsdagsordenen, at det er underforsynet med dagligvareforretninger og at flere forretninger vil skabe god synergi mellem butikkerne i området.
Alligevel har et flertal af udvalgets medlemmer med næstformand Asger Christensen (V) i spidsen sat sig imod den nye forretning og har nedlagt forbud efter planlovens paragraf 14.
“Vi har forskellige holdninger til, hvordan man skal læse detailhandelsanalysen. Jeg læser den sådan, at der med de mest optimistiske briller er brug for 10.000 kvadratmeter dagligvarehandel i lokalområdet, og der er allerede udlagt 8000 kvadratmeter, så jeg synes, området er dækket. Der ligger allerede Fakta, Liva og Føtex. Området er, efter min mening, bedre egnet til boliger,” siger næstformanden.

Talsmand for planøkonomi

Udvalgsformand Poul Erik Jensen (S) er, ifølge egne ord, mildest talt skuffet over forbudet.
“Et enigt udvalg vedtog i december 2013 en kommuneplan, der åbner op for muligheden for en dagligvareforretning. Jeg står helt af, når Venstre siger, at der ikke er et behov for sådan en forretning, for jeg læser det modsatte ud af detailhandelsanalysen. Og så mener jeg, at når en investor vil gå ind i det, så er det fordi de mener, de kan få noget ud af det. Ellers ville de jo ikke gøre det.,” siger han og fortsætter:
“Asger Christensen og Venstre gør sig til talsmand for planøkonomi, og det overrasker mig ærlig talt. Vi er inden for de liberale erhverv, og så tager de ikke hensyn til udbud og efterspørgsel. Det plejer at være den yderste venstrefløj, der står for det. Den indstilling kommer meget bag på mig”.
På anklagen om at være talsmand for planøkonomi, svarer næstformand Asger Christensen:
“Vi skal tage stilling til, hvordan byen skal se ud og udvikles. Vi vil ikke for enhver pris udlægge området,” forklarer han.

Sagen i byrådet

Imod forslaget om en ny dagligvarebutik var flertallet bestående af Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Venstre, mens Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti var for.
Men sagen om den nye dagligvareforretning er ikke endeligt afgjort endnu. Det konservative udvalgsmedlem Knud Erik Langhoff har nemlig begæret sagen i byrådet, der nu tager den op på næste møde den 23. februar.
“Det er jo forvaltningslovens og demokratiets vilkår, at sådan er det. Og så får vi da i hvert fald belyst sagen endnu engang,” siger Asger Christensen.