Fortsæt til indhold

Ingen dagligvareforretning på Agtrupvej

Der kommer ikke en ny dagligvareforretning på Gamst-grunden

Arkiv
Natalie Stratigos

Et flertal af politikerne i byrådet ønsker ikke en ny dagligvareforretning på Gamst-grunden på Agtrupvej. Det blev slået fast på byrådsmødet mandag den 23. februar. Dermed er der sat en endelig stopper for den hemmligholdte investors planer om at etablere sig i området.

Det var det konservative plan- og boligudvalgsmedlem Knud Erik Langhoff, der begærede sagen i byrådet efter heftig debat på udvalget.

Efter endnu en lang debat i salen havde han stadig svært ved at forstå modstanden, som han kaldte erhvervsfjendtlig politik.

“Vi har en analyse, der peger på, at der er et behov for en dagligvareforretning på Agtrupvej. Jeg synes, det er meget bekymrende for ikke at tale om et dårligt signal at sende til erhvervslivet. Hvilken virksomhed vil slå sig ned i Kolding med det her hængende over hovedet?,” spurgte han.

Han fik opbakning af Poul Erik Jensen (S), formand for Plan- og Boligudvalget.
“Der er to eksisterende butikker i området. En Fakta og en bagerforretning. Betyder det, at Agtrupvej er oversvømmet af butikker? Svaret er nej. Analyserne viser et uudnyttet potentiale og en forventet befolkningstilvækst i området,” sagde han.

Samme analyse

Venstre, Radikale, Enhedslisten og Dansk Folkeparti holdt dog på, at behovet ikke var der og brugte selvsamme COWI-rapport til at argumentere for synspunkterne. Blandt andet tog borgmester Jørn Pedersen (V) ordet:

“Analysen viser, at der er nok dagligvareforretninger i området, og vi ser en tendens til, at flere butikker må lukke i Kolding, så det vil ikke gavne at placere en dagligvarebutik på Agtrupvej”.
Det glædede Enhedslistens Benny Dall.

“Vi har ofte villet træde på bremsen. Det gør man nu, og det er glædeligt. Jeg støtter indstillingen til at nedlægge forbud,” lød det.

Efter godt 35 minutters debat i byrådssalen lukkede borgmesteren sagen ned med et nej til en ny forretning.