Fortsæt til indhold

Gør byen levende med flotte kostumer

Der er brug for borgere, som vil være med til at klæde sig ud

Arkiv
Lars Saugbjerg

Man kan godt fortælle historie uden bøger. Med “Borger 1949” bliver Fredericias historie levendegjort gennem udklædning. Og du kan være med. Tirsdag den 24. marts klokken 19 er der informationsmøde om Borger 1849 i Det Bruunske Pakhus. Her kan du møde andre deltagere og blive klogere på årets program.
Ved store begivenheder i fæstningsbyen, for eksempel 5./6. juli eller når der anløber krydstogtskibe, stiller en flok mennesker op i kostumer. De er en del af bybilledet, og forestiller folk som de så ud for godt 150 år siden.
“Vi stiller ikke nogen krav i forhold til hvor historieinteresseret man skal være. Det handler om at være til stede i kostumerne - alene ved vores tilstedeværelse fortæller vi byens historie. Vi sørger i øvrigt for, at alle deltagere får tildelt en karakter, som indebærer en historie. Det kan være apotekerens tjenestepige, bryggeriarbejderen eller pigen på tobaksfabrikken,” siger Ann Dorthe Pedersen fra virksomheden MAX Positiv, der koordinerer Borger 1849.
Kostumerne kommer fra Fredericia Teater.
“De er fra teatrets kostume-bank. De har et kæmpeudvalg, så vi kan finde kostumer til alle aldre. Børn er naturligvis også en del af Borger 1849,”
Vild oplevelse
Du skal ikke kunne spille skuespil eller optræde for at være med. Sidste år var omkring 40 personer involveret i Borger 1849, og Ann Dorthe Pedersen håber, at mindst lige så mange vil være med år. Man behøver ikke deltage i alle aktiviterne.
“Men vi ser da gerne, at der er mange med til vores hovedaktivitet den 5.-6. juli. Og når krydstogskibene anløber skal man vel bruge to-tre timer en formiddag eller to-tre timer en eftermiddag,” siger Ann Dorthe Pedersen, der selvsagt er begejstret for projektet.
“Det er sjovt at være med i. Det bringer historien ud på gaden. Historien bliver levende, for vi skaber nogle billeder af personer, der kunne have levet i 1849. Som Borger 1849 er man også med til at profilere Fredericia og give de besøgende nogle spændende oplevelser,” siger Ann Dorthe Pedersen, der aldrig glemmer sommerens modtagelse af krydstogskibet på havnen.
“Det var en hel vild oplevelse. Virkelig. Vi blev fotograferet mindst 500 gange, og folk var jo vilde, da de opdagede at det ikke kostede noget at blive fotograferet sammen med os. Det var sjovt og skønt at være en del af,” lyder det med et smil fra koordinatoren.

Informationsmødet om Borger 1849 finder sted tirsdag den 24. marts klokken 19 i Det Bruunske Pakhus. Find også Borger 1849 på Facebook.