Køge Lille Skole får økomærke i guld
Køge Lille Skole har modtaget et guldmærke for deres frokostbord, hvor 96-98 % af råvarerne er økologiske.
ØKOLOGI: Privatskolen Køge Lille Skole modtog i mandags det fornemme øko-spisemærke i guld til messen Copenhagen Food Fair, som blev afholdt i Bellacenteret. Skolen fik her overrakt et guld økomærke af fødevareminister Dan Jørgensen for sit frokostbord, som opfylder den betingelse, at 90-100 % af råvarerene er økologiske.
- Det er en udfordring udelukkende at købe økologi, og derfor synes jeg, at det er et stort skridt for Køge Lille Skole og personligt et kæmpe skulderklap, at vi nu har fået et guld øko-spisemærke, fortæller køkkenleder Janne Kate Møller.
Det er i anledning af Ø-mærkets 25-års fødselsdag, at Bellacenteret mandag d. 23. februar dannede rammen om Copenhagen Food Fair, hvor slagets gang blev styret af skuespiller, filminstruktør og komiker Hella Joof.
Det Økologiske Spisemærke bliver tildelt i enten guld, sølv eller bronze til kantiner og caféer landet over, der serverer økologisk mad. For at opnå gulv, sølv eller bronze skal råvarerne være henholdsvis 90-100 %, 60-90 % eller 30-60 % økologiske. Her nåede Køge Lille skole altså helt i tops med et frokostbord, der kan prale af at bestå af 96-98 % økologiske råvarer.
- Vi fik at vide, at der ikke er særlig mange privatskoler i Danmark, der har et guld øko-spisemærke, så det er vi selvfølgelig rigtig stolte af, understreger Janne Kate Møller.
Der er på nuværende tidspunkt 1033 spisesteder fordelt over hele landet, der er certificeret med Det Økologiske Spisemærke. Køge Lille Skole vægter økologi og hjemmelavet mad højt, ligesom skolen har en madordning, hvor skolens elever fra 3. klasse og opefter skiftevis hjælper til med madlavningen i køkkenet.