DM sejr til Andreas Schou
Tågerup-rytteren vandt i indendørs ridebanespringning
To spændende runder og en lige så spændende omspringning.
Det klarede Andreas Schou fra Absolute Horses på Tågerup i Sommersted bedst på hesten All Star, og dermed blev han vinder af DM i indendørs ridebanespringning for senior. Mesterskabet blev afviklet på Vilhelmsborg ved Aarhus.
Andreas og All Star vandt den første runde – fejlfri og i hurtigste tid. I anden runde, hvor han startede sidst som førende rytter, blev det til en nedrivning og dermed fire fejl. Men da ingen af de ti ryttere, der var fejlfri i første runde, klarede sig uden fejl, skulle mesterskabet afgøres mellem de fem ryttere, der havde sammenlagt fire fejl i de to runder. De tre af disse var fejlfri, men Andreas og All Star var igen hurtigst og sikrede sig hermed guldmedaljen.
Hans lillebror, Christian Schou, red på Cabanus med fire fejl i første runde, men var fejlfri i anden runde og kom dermed også i omspringningen. Her blev det til omspringningens hurtigste tid, men desværre også to nedrivninger og dermed femtepladsen.
Andreas og Christian Schou er ikke bare aktive springryttere. De er også stævnearrangører. Og til sommer er de for femte år i træk værter for det officielle DM, som afvikles på udendørs bane. Det er fra 27. til 31. maj. Og fra 4. til 7. juli afvikles for første gang et internationalt CSI** stævne samt nordisk mesterskab hos Absolute Horses på Tågerup.