Pengene skal bruges til et tågekammer
Med en donation fra TREFORs værdipulje kan Fredericia Gymnasium synliggøre kosmisk stråling
Fredericia Gymnasium har netop modtaget 150.000 kroner fra TREFORs værdipulje.
Pengene skal bruges til at indkøbe et såkaldt tågekammer. Instrumentet, der måler 45 x 45 centimeter, kan vise spor efter kosmisk stråling.
"Stråling fra rummet er jo en del af den verden, vi lever i. Man kan ikke se strålingen - med mindre man synliggør den. Og det får vi mulighed for med denne donation på 150.000 kroner," siger Morten Randrup, fysik- og matematiklærer på Fredericia Gymnasium.
Apparatet, der koster små 200.000 kroner, bliver placeret i Videnskabsfløjen på gymnasiet.
"Det er avanceret udstyr, men det skal stå hvor eleverne færdes, i fællesrummet, hvor den konstant viser de spor, der dukker op af den kosmiske stråling. Instrumentet skal ikke gemmes væk. Eleverne skal observere sporene, og ved besøg udefra - for eksempel ved brobygning eller informationsaftener - vil tågekammeret også være en del af oplevelsen. Måske kan apparatet være med til at inspirere besøgende til at vælge en videnskabelig studieretning," siger Morten Randrup.
Atomfysik/kernefysik bliver meget let abstrakt og ukonkret. I sagens natur beskæftiger faget sig med noget, der ikke kan ses med det blotte øje. Man kan ikke se, røre og flytte rundt på tingene - og det er en udfordring.
"Det er fysik, som handler om de mindste dele af alt, vi består af - og det bliver meget hurtigt til hokus-pokus. Men når man kan se, at et enkelt atom, som har ramt overfladen i tågekammeret, trækker et spor efter sig, så bliver det mere håndgribeligt og virkeligt. Det er vigtigt, at vi i fysikundervisningen kan vise hvordan tingene ser ud og opfører sig. Her vil tågekammeret være en stor hjælp," lyder det fra Morten Randrup.