Fortsæt til indhold

Festivalens viden skaber ekstra job

Jacob Olesen blev ansat til at hjælpe operaen i Hedeland og er nu også med til at styre de praktiske forberedelser til 1. maj i Fælledparken og andre store arrangementer

Arkiv
Af Torben Kristensen

Efter mange års arbejde med at styre alle de praktiske forberedelser til Nordeuropas største musik-begivenhed på Dyrskuepladsen, var der samlet en enestående viden hos mange af de frivillige folk, og det kunne også bruges hos andre arrangører. Derfor blev den nu 42-årige Jacob Olesen ansat af festivalen i 2002 oven på en vellykket Roskilde Nat til i første omgang at hjælpe med operaen i Hedeland, og siden er andre store arrangementer som eksempelvis 1. maj i Fælledparken kommet til. Den særlige kunnen på mange felter hos ’folkene fra Dyrskuepladsen’ er blevet omsat til nye jobs, så antallet af ansatte hos festivalen i løbet af de tolv år er vokset fra under 20 til nu omkring 65. - I slutningen af 2001 blev jeg kaldt ud til festival-direktør Henrik 'Rass', der spurgte, om jeg havde lyst til denne opgave, i første omgang med operaen i Hedeland og den næste Roskilde Nat, fortæller Jacob Olesen. - På det tidspunkt havde jeg kun arbejdet i fire måneder som lærer i Svogerslev, men med hele min baggrund var det alle tiders chance. Vi vidste ikke, om der var noget job året efter, men jeg kastede mig ud i det sammen med Peter Hvalkof .

Alt for musikken

I årene inden havde Jacob Olesen været aktiv indenfor organisationen ’Råstof Roskilde’, der bl.a. sørger for øvemuligheder til det lokale musikliv. Her deltog også Esben Danielsen, som netop er blevet direktør for Lokale og Anlægsfonden. En del af aktiviteten i Råstof Roskilde udviklede sig til det Gimle vi kender i dag. Når Jacob skal forklare om sit job, som det blev udført for alvor første gang ved Roskilde Natten i 2001, handler det om al den praktiske koordinering og opsamlet viden ved store arrangementer. - Når musikken er hyret, skal alt det øvrige fungere – lige fra scene, lys og strøm til omklædning, der dengang foregik i kælderen under det gamle rådhus på Stændertorvet. Man skal ikke lave det hele selv, men finde de firmaer, der kan levere de rigtige ydelser. - I dette tilfælde skulle man f.eks. huske, ikke at sende et rock-orkester på Stændertorvets scene, hvis der samtidig var et akustisk arrangement i en af de nærliggende butikker.

Roskilde Festival-gruppen står også for hele det praktiske arrangement omkring de årlige opera-forestillinger i Hedeland.

Fra græsplæne til grusgrav

- Da vi skulle hjælpe operaen i Hedeland, var udgangspunktet, at alt det, der fungerer på Dyrskuepladsens græsplæne, vel også kan virke i en grusgrav på vej til Hedehusene. -Alt det vidste jeg ikke selv så meget om på det tidspunkt, men jeg kunne spørge festivalens forskellige folk, enten det nu gjaldt organisering af bustransport, tilstrækkelig med elektricitet eller den nødvendige sikkerhed. De havde altid svaret eller vidste, hvem man skulle have fat i. Jacob Olesen forklarer forretningsidéen på denne måde: - Jo bedre vi er til at skabe velfungerende praktiske rammer, desto billigere bliver denne del af arrangementet – og jo flere penge er der så tilbage til indhold og hovedformålet, enten det gælder musik eller andre former for kulturel udfoldelse.

Gennem snart mange år har Jacob Olesen været konferencier ved årets stor idrætsfest i Roskilde-hallerne. Han forbereder sig grundigt og forstår, hvem der er hamrende nervøse og skal have en blid behandling, og hvem der kan tåle en omgang røg. (Foto: Erling J.)

1. maj i Fælledparken

En anden kendt kunde kom til i 2011, da Festival-gruppens event-selskab blev bedt om at arrangere årets store 1. maj-møde i Fælledparken for LO-Hovedstaden. Den opgave tog Jacob og de øvrige i afdelingen også fat på med al deres viden. - Folkene i fagbevægelsen er jo vant til, at alt skal være aftalt i detaljer og stiller helt bestemte krav, hvilket passer fint til os. - Vi har indenfor Gruppen også diskuteret meget, hvilke opgaver vi vil- og kan påtage os og er kommet frem til ØKSE-principperne. Dvs. at vi ved et arrangement skal kunne stå inde for: Økonomien (naturligvis), Kunstnerisk og Kreativ Kvalitet, Social Forståelse og det Etiske. - Da vi i 2013 fik restaurant NOMA som kunde, spurgte de mig, hvorfor de skulle bruge os. Med udgangspunkt i ØKSE svarede jeg dem i stedet for, hvorfor vi ville lave arrangementer for dem – de må have kunne lide svaret.

RUC-fester og Danmarks-indsamling

Allerede i 2002 fik Event-afdelingen konsulentopgaver og materielleverancer til RUC’s årsfest. Blandt andre store arrangementer i Roskilde, hvor de har været med, kan nævnes VM i Paracykling i 2011 samt Danmarksindsamlingen i Domkirken i 2013. - At lave så stort et arrangement i den gamle katedral krævede nogle helt særlige forberedelser. Men det er en af de allermest spændende opgaver, som jeg har været med til at producere, fortæller han. Jacob og de øvrige folk i afdelingen har efterhånden fået så stort kendskab til, hvad der kræves, og hvad det koster at gennemføre et stort arrangement, at de også bliver hyret til forundersøgelser. - På den måde kan en arrangør undgå, at udgifterne til en eller anden event pludselig løber helt løbsk. Det er både private firmaer og kommuner ofte interesserede i, forklarer han. Blå bog Navn Jacob Olesen Født 1972 i Taastrup, hvor han voksede op, indtil familien flyttede til Hedehusene. Faderen arbejdede som pædagog indenfor særforsorgen, mens moderen var ergoterapeut på Nordvang. 1992 sproglig student fra Roskilde Katedralskole Kommer derefter på sergentskole i Odense for at uddanne sig til officer, men nøjes med et år som befalingsmand ved Nørrejyske Artilleriregiment i Skive. I en sommerferie kommer han med på en tur til Ungarn sammen med sit gamle orkester fra Taastrup og finder ud af, at musik er sjovere end militæret. Arbejder derefter et par år som sælger hos Ikea og pædagogmedhjælper i en børneinstitution. Kommer ind på Zahles Seminarium og bliver færdig som (musik-)lærer i 2001. Året inden er han flyttet til Roskilde i en lille studielejlighed på Spritfabrikken. 2001 er han med til at stå for den praktiske koordinering ved det store arrangement Roskilde Natten, og det går så godt, at Festivalen ansætter ham i en helt ny afdeling, som skal bruge dens særlige viden til at hjælpe ved andre store arrangementer rundt om i landet. 2002 møder han sin kommende hustru Jeanette, der er pædagog. Sammen bor de nu på Lindevej med børnene Bertram (10) og Sille (7). Organisation Roskilde Festival-gruppen er det fælles navn for de mange aktiviteter, der opstået i miljøet omkring Roskilde Festival. Gruppen består af Foreningen Roskilde Festival, Fonden Roskilde Festival og Roskilde Kulturservice A/S, der er et administrationsselskab, hvor Gruppens medarbejdere er ansat. Foreningen Roskilde Festival arrangerer Roskilde Festival, mens Fonden står bag Gruppens øvrige projekter og aktiviteter. I sidste ende er formålet det samme: At støtte kulturelle og velgørende formål. Events og viden Roskilde Festival-gruppens medarbejdere er specialister inden for udvikling, planlægning og afvikling af events. Gruppen laver både totale og delvise løsninger. Vi udvikler festkoncepter med forslag til udsmykning, temaer, catering og underholdning i samarbejde med kunden, og vi sikrer, at der er styr på garderoben, toiletterne og trafikforholdene. Mange års erfaringer med produktion – blandt andet ved afholdelse af Roskilde Festival og andre store kulturelle arrangementer - gør gruppen førende inden for området. Roskilde Festival gruppen varetager bl.a. disse opgaver: Konceptudvikling Produktionsplanlægning Projektledelse Logistik Budget- og økonomistyring Materiel og Grej Booking og forhandling med kunstnere Lyd- og lysproduktion Sceneopsætning Akkommodation og transport af kunstnere Stage management Catering Koordinering med myndigheder (f.eks. politi og brandvæsen) Tilrettelæggelse af sikkerhedsforhold Markedsføring og kommunikation Arrangementer Roskilde Festival-gruppen har blandt andet været involveret i følgende arrangementer i det lokale område: Operaen i Hedeland, produktion (2002-2006) Operaen i Hedeland, markedsføring (2004-2014) RUCs Årsfester (2002-2014) Byparkskoncerter (2004-2009) RIUs Idrætsfester (2006-2015) Personalefester for bla. BEC og NUNC BEC-stafetten (2009-2011) Schubertiaden (2010) Stjerneløbet (2014) Roskildenatten (2002-2007) FREMHÆVET CITAT 'Når vi skal været med ved et arrangement, skal vi kunne stå inde for: Økonomien (naturligvis), Kunstnerisk og Kreativ Kvalitet, Social Forståelse og det Etiske'