Fortsæt til indhold

De unge i kajakklubben træner hårdt

Den tredje mindre sportsklub, Lokalavisen besøger, er Kolding Kajak Klub. Her er der hård træning på skemaet

Arkiv
Natalie Stratigos

15-årige Jonas Mogensen glider langsomt ned i kajakken. Det er en kunst at balancere, så man ikke falder i det iskolde vand.

Han er én af de 310 roere i Kolding Kajak Klub. Én af klubbens 24 unge mellem 12 og 16 år, der mødes seks gange om ugen til hård træning.

Selvom tonen er løssluppen i klubben, er træningen ikke for sjov. Det kræver disciplin, udholdenhed og styrke at være én af de bedste, og mange af klubbens unge bruger 15 timer om ugen på træning.

“Det er en fantastisk sport med mange facetter at dreje på. Vi løber, styrketræner og roer. Jeg plejer at sige til drengene, at det er en sport, man får sixpack af, så de kan blære sig over for pigerne,” fortæller ungdomstræner Peer Christensen med et smil.

Ifølge ham er sporten for de, der kan lide hård træning, de, der ikke er bange for regn og blæst og som kan svømme i hvert fald 350 meter.

“Nogle har haft dårlige oplevelser med for eksempel håndbold eller fodbold, hvor man kan komme til at sidde meget på bænken, men kajak er en solosport. Her afhænger resultatet ikke af holdet men mere af den enkeltes indsats og viljestyrke”.

Selvom det mestendels er en solosport, gør klubben meget for at skabe det sociale fællesskab udenom træningen. For eksempel holdes der fællesspisning hver lørdag.

Tredobbelt dansk mester

Én af de unge, der træner i klubben er 14-årige Rasmus Winther Jensen, der har roet i toethalvt år og lynhurtigt er blevet dygtig til sporten.

Han kan allerede kalde sig tredobbelt dansk mester, og målet er OL i 2020.

“Det fede ved sporten er den indbyrdes konkurrence og farten,” forklarer han.

Men det er ikke altid, at de unge roer stærkt. Indimellem er det udholdenheden, der skal trænes, og så lægger man ofte mærke til andre ting, fortæller Peer Christensen.

“Man ser naturen. Man lægger mærke til, at solen skinner og vandet er klart. Og man ser ind over byen fra vandet. Det er et syn, de færreste får at se”.