Maack-it har styr på logistikken
Maack-it i Sønderborg har udarbejdet et program, der holder styr på logistikken af containere og lastbiler
Pickup er navnet på et nyt program udarbejdet af Maack-it i Sønderborg, som holder styr på logistikken af containere og lastbiler hos forsyningsselskaber og vognmænd. Programmet giver struktur og optimerer transportopgaverne, det giver økonomiske besparelser på brændstoffet og administrative opgaver, ligesom det automatisk kan klare flere andre praktiske opgaver som f.eks. lave statistikker, afrapportering og fakturering af leverede ydelser.
Programmet er udviklet af Esben Maack, der med en fortid som it-ansvarlig hos firmaet Gramkow i Sønderborg og programmør ved Dangaard Telecom, har beskæftiget sig med it udvikling i over 12 år. Esben Maack blev hentet til Sønderborg forsyning som projektleder, da man i 2011 skulle separerer driften ud af Kommunen. Her blev tanken til det nye program født, og ved siden af sit arbejde for kommunen blev firmaet Mack IT stiftet, og de første medarbejder ansat i 2012.
Fra maj 2013 har Esben Maack arbejdet fuldtid i sit firma, og det første pilotprojekt med Arwos Aabenraa forsyning blev leveret i 2013.
At det virker, har allerede spredt sig til nye kunder efter at Arwos i Aabenraa har brugt systemet. Flere kunder har de seneste måneder henvendt sig, og i øjeblikket udvikles der på samarbejdet med Padborg vognmandsfirmaet Harm Mammen & Sønner, der bruger systemet via samarbejde med Arwos i Aabenraa, som med 17 vogne og 95 containere forventer at tage det nye system i brug fra ultimo marts 2015.
Systemet håndterede over 60.000 containere i 2014 og antallet stiger stødt.
Maack-it har deltaget i EU-projektet Transformer, udstiller på transportmessen i Herning 19-22 marts, hvor der vil være mulighed for at se systemet i brug og få en dybere forståelse for, hvor besparelser og effektivitet kan forbedres.
Fakta
Transformer er et EU-projekt, der gennem netværksbaseret vækst, uddannelse, forretningsudvikling og eksport søger at skabe vækst for mikro-virksomheder inden for energieffektivitet og bæredygtig energi i Region Syddanmark. I Transformer mødes virksomheder for at finde nye samarbejdspartnere, dele viden og udvikle nye løsninger på tværs af fagområder inden for bedre udnyttelse af energi, løsninger inden for klimatilpasning og teknologier med udgangspunkt i vedvarende energi.