Fortsæt til indhold

KUL-turen med sjove sidespring

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

KULTURSTRØGET VAR LIDT AF EN SØSLANGE, der gennem mange år har spøgt i Roskildes offentlige debat efter at være opfundet tilbage i 1987 af chefen på Roskilde Museum, Frank Birkebæk og støttet af andet godtfolk.
Ideen med at samle alle de historiske, kulturelle og øvrige attraktioner, der findes i gader, gyder samt på stier plus pladser parallelt med hovedgaden, er rigtig og indlysende. Med en god overskrift bliver det lettere at sælge både de enkelte tilbud og den samlede oplevelse ved at besøge Roskilde.

FOR FASTBOENDE ROSKILDENSERE
er der skam også mange oplevelser at hente, mens vi samtidig har stor interesse, både kulturelt og økonomisk, i at støtte gennemførelsen af det nye vinderprojekt.
Som et forsøg slentrede jeg selv ad det nye Kulturstrøg, og efter 40 år i byen blev det også en tur fuld af fine minder plus arkitektoniske oplevelser i et fantastiske byrum.

LATINERHAVEN FREMSTÅR
nu helt forandret, efter at skattevæsenets gamle pavillon blev fjernet. Her huserede i sin tid skatteinspektør Jørgen Philipsen, der opfandt moms-fritagelsen for Roskilde Festival. Når borgerne var pålignet en passende skat, spillede han så klør-sjavs med formand og næstformand i Ligningskommissionen, 'Slagter Else' og 'Svend Iso'.
Selv om Katedralskolen ved en misforståelse blev flyttet ud på Holbækvej, er de flotte gamle bygninger fortsat også fyldt med gymnasium-elever i den gamle latinskole ved siden af katedralen.

DOMKIRKEN ER HELT AFGØRENDE
i Kulturstrøget, for dens åndelige og økonomiske magt har skabt grundlaget for de fleste øvrige attraktioner.
Dens enestående arkitektoniske og historiske kvalitetet har sat den på UNESCO-listen over verdens kulturarv, og jeg bliver aldrig træt af at kigge ind. Nu venter vi så på det planlagt underjordiske formidlings-center, der for alvor kan skabe den turist-magnet, som vi har brug for.

I DET GULE PALÆ
har vi både biskoppen, Roskilde Kunstforening og Museet for Samtidskunst, så det er en usædvanlig blanding.
Nok så vigtigt blev det gamle enevældige slot fra 1700-tallet også et arnested for vores nuværende demokrati. Her sad fra 1834 Stænderforsamlingen, der var en forløber for Grundloven samt Folketinget – og som gav navn til Roskildes centrale plads.

DET GAMLE SUKKERHUS
på hjørnet af Skt. Ols Gade og Skt. Ols Stræde blev bygget til at behandle rørsukker, produceret af negerslaver på De Dansk Vestindiske Øer, og siden var det i mange år hovedkvarter for Roskilde Brandvæsen.
Nu er det sat i stand til store udstillings-lokaler for Roskilde Museum, der gennem en omfattende udbygning og dygtig formidling efterhånden er ved at blive en af byens store attraktioner.

PÅ JOMFRUKLOSTERET
knokler forvalter Søren Lyder Jacobsen med at holde sammen på den gamle kulturinstitution, som nu er blevet til boliger for ældre - men vist ikke har mange jomfruer tilbage. Ud til Algade ligger den flotte forvalterbolig, der i mange år har huset byens aftenskoler. Herfra kom to af Roskildes seneste borgmestre, nemlig Henrik Christiansen og Jette Kristensen.
Biblioteket er et moderne kulturcenter og samtidig en arkitektonisk perle, fordi det er lykkedes at gemme så mange kvadratmeter over og under jorden, at det ikke virker så massivt. Forhåbentligt kan det også ske med det påtænkte p-hus lidt længere ude på Sortebrødre Plads, hvor folk skal kunne sætte bilen og gå lige hen til alle oplevelserne.

DEN STØRSTE STYRKE
ved den nye rute er dog den tætte forbindelse til handelsbyen Roskilde. De to ting kommer ikke til at ligge adskilt, men vil netop fungere parallelt.
Når som helst kan man afbryde en kulturel oplevelse eller historisk fordybelse og smutte en tur ind i en af de mange butikker ved hovedgaden. Eller få sig lidt mad og drikke, hvilket der også er mange muligheder for på hele strækningen, så det kan blive til:
KUL-TUREN MED SJOVE SIDESPRING