Lokal bed & breakfast er booket op af flygtninge
Bed and Breakfast på Østerbrogade er i øjeblikket lukket for almindelige gæster. Huset er booket op af flygtninge.
19 flygtninge bor i øjeblikket i midlertidige boliger i Kolding, mens kommunen arbejder for at finde en permanent bolig til dem. Ti af flygtningene bor på Bed and Breakfast på Østerbrogade, der drives af Jan Jespersen og hans hustru.
Da kommunen henvendte sig til Jan Jespersen for at høre, om han ville hjælpe med at stille midlertidige boliger til rådighed, var han ikke i tvivl.
“Integrationsteamet gav mig en hjertelig forklaring om deres situation. Det er et vanvittigt, kæmpe stykke arbejde, de udfører. De får 20 nye flygtninge hver måned, som mangler et sted at bo, og det prøver de at løse med oprejst pande. For mig handler det om at bruge hjertet, og jeg ville gerne være med til at løse den her udfordring. Derfor sagde jeg ja,” fortæller han.
Det røde murstenshus på Østerbrogade er booket fuldt op af flygtningene. De fleste af dem kommer fra Syrien. Hvor lang tid fremover, det vil være sådan, er svært at spå om.
Lukket for turister
“Det er der ingen, der ved. Vi handler fra dag til dag. Jeg stiller huset på Østerbrogade til rådighed så længe, der er behov for det. Indtil da er det lukket for almindelige turister. Jeg synes ikke, jeg vil lade flygtninge og turister bo side om side. Det vil være synd for begge parter”.
Aktivitets- og integrationschef i kommunen, Bethina Danielsen, er glad for, at det er lykkedes at få en aftale på plads med Jan Jespersen.
“Det betyder rigtig meget, at vi har nogle sikre, midlertidige boliger til flygtningene. Det værste, der kunne ske var jo, at vi ikke havde noget sted at placere de nye borgere,” siger hun og fortsætter:
“Det er også et stort plus, at vi har de fleste af flygtningene samlet ét sted. Vores integrationsmedarbejdere laver meget opsøgende arbejde, og for dem betyder det, at de kan tage ud til større hold i stedet for at suse rundt til 20 forskellige steder. Det sparer tid, og den tid bruges bedre på få flygtningen til at falde godt til her”.
Arbejder på højtryk
Det tager omkring to måneder for kommunen at finde permanente boliger til flygtningene. Det kan dog komme til at tage længere tid fremover.
“Det bedste ville jo være, at vi kunne finde permanente boliger med det samme, fordi det ville give flygtningene mere ro på at vide, hvor de skulle bo, så de kunne starte med at etablere sig. Men der kommer flere og flere, og vi arbejder på højtryk for at være på forkant med boligerne, men det kan altså tage længere tid,” forklarer Bethina Danielsen.
Indtil da fortsætter dagligdagen på Østerbrogade, hvor Jan Jespersen er glad for at have flygtningene boende.
“Når jeg kommer derned for at gøre rent med dem, så kommer de stormende ud og modtager mig som en anden gud. De er så taknemmelige, som jeg aldrig har oplevet det før. Det er meget overvældende,” siger han.