Supergodt med supercykelstier?
Lars Thorup,
Formand for Cyklistforbundets
afdeling i Kolding
Heimdalsvej 44
6000 Kolding
Selvfølgelig er det godt, at Kolding Kommune satser på supercykelstier fra byens nordlige til den sydlige bydel og nu følger op på planerne med en sti fra Nørre Bjert til Gudsø, når nu staten udbyder ekstra midler til anlæg af sådanne superstier. Eller er det?
Der er den hage ved projekterne, at kommunen selv skal finansiere 60 procent af omkostningerne.
Hvis der var rigelige midler i kommunekassen til anlæg og vedligeholdelse af stierne i kommunen, var det ikke noget problem. Men sådan er virkeligheden jo langt fra. Derfor er der også udarbejdet en cykelplan for årene 2012-25, så de begrænsede midler kan være til gavn for så mange som muligt. Planen findes på kommunens hjemmeside. Skriv blot cykelplan i søgefeltet på kolding.dk.
Cykelplanen har nu været gældende i tre år, og vi kan ærgre os over, at ikke alt hvad der var på tegnebrættet fra 2012-15 er blevet virkeliggjort, og at 1/3 af de midler, der var sat af til vedligeholdelse, er sparet væk igen. Sådan er den politiske virkelighed – desværre.
Hvis superstierne bliver til virkelighed, er der derfor grund til at frygte, at de vil suge alle de midler til sig, som ellers skulle være brugt til at finansiere mange af de andre forbedringer, der er lagt planer om. Stien mellem Nørre Bjert og Gudsø til 15 mill. kroner vil koste kommunen mere end hele det årlige anlægsbudget, og den giver kun større mening hvis den forbindes videre til Fredericia.
I Cyklistforbundet er vi selvfølgelig tilhængere af, at forholdene for cyklister bliver supergode. Det er faktisk vores mission. Men vi frygter, at nogle mere spektakulære tiltag vil blive så omkostningstunge, at vi kommer til at tørste efter de forbedringer, som ellers var planlagt og den løbende vedligeholdelse af de stier og veje, vi benytter til hverdag. Der er mange stier, der i dag er så hullede, at de næsten skriger på en gang asfalt.