Fortsæt til indhold

Papuga Bus årets turistbusselskab

Arkiv
Arkiv

Papuga Bus i Vejle er blevet kåret som Årets Turistbusselskab 2015 i Danmark. Papuga får prisen for sit fokus på komfort og kundetilfredshed, særlig uddannelse af chaufførerne og miljøfokus igennem deltagelse i Green Network.
“Vi er alle utroligt beærede over anerkendelsen,” siger direktør Peter Papuga.
Papuga Bus skriver i en pressemeddelelse, at man har en af Danmarks mest moderne vognparker og leverer meget omfattende kørselsopgaver for blandt andre DSB, Riis Rejser, Højmark Rejser samt Marathon Travel Club.
“Vi arbejder hver eneste dag ud fra mottoet 'En klasse bedre', og det forpligter. Derfor vil jeg også straks sende æren for titlen videre til vores stab af dygtige og servicemindede chauffører og vores velfungerende kørselskontor, for uden vores medarbejderes engagement, erfaring og kompetence ville vi ikke kunne opfylde de stadigt stigende forbrugerkrav om service, sikkerhed og præcision,” siger direktør Peter Papuga.
”Den forbedrede infrastruktur i Vejle har ligeledes været med til at højne kvaliteten af vores service gennem trafikoptimerede til- og afkørselsforhold i og omkring Vejle. Det er en afgørende konkurrenceparameter for vores lokale region, som vores kunder og gæster værdsætter,” siger direktøren.
Papuga Bus er blevet valgt af en uafhængig komite med repræsentanter fra Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Brancheanalyse, Copenhagen Business School, Tysk Turistinformation, Tourism in Skåne, Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening og Danske Busvognmænd.