Veldrejet blues med garvede mestre
Theessink og Møller kommer forbi Køge i forbindelse med deres Danmarksturné.
Det er en ny, spændende række koncerter, der er lagt i trygge, bluesgarvede hænder hos Hans Theessink og Knud Møller, når de i foråret 2015 er på turné i Danmark.
Er man til gedigen, velspillet blues, så er man til ”Theessink & Møller.” Hver for sig er de kapaciteter i genren. Sammen er de en feinschmecker-oplevelse, der giver både gåsehud og smil på læben.
Den kompetente blues duo er garant for, at publikum får en intens og medrivende koncert. Repetoiret består af sange fra Hans Theessinks fyldige bagkatalog krydret med numre fra den traditionelle blues root genre, som duoen mestrer så flot. Fremført med Theessinks dybe, varme baryton går det lige i eftertænksomme blueshjerter.
Både Hans Theessink og Knud Møller har i deres respektive hjemlande, Østrig og Danmark, høstet diverse priser og anerkendelser. Knud Møller har, blandt andet, opnået prisen som ”Årets danske instrumentalist”. Hans Theessink har – hele to gange – vundet den østrigske ”Amadeus Music Award” for bedste udgivelse i kategorien Jazz World Blues.
Koncerten i Køge foregår lørdag den 21. marts kl. 20.00 på Bygningen.
Billet kan købes via www.bygningen.dk.