Fortsæt til indhold

Øresund Håndbold gav Team HK Køge en hjælpende hånd

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Team HK Køges bedste herrehold i 2. Division Pulje 3 kom mandag aften et stort skridt mod det forjættede land - 1. Division.
Og det vel at mærke uden selv at være i kamp.
Den hjælpende hånd kom nemlig fra Øresund Håndbold, der i mandagens hængeparti fra 19. spillerunde i Bellahøjhallen i Brønshøj besejrede Team HK Køges værste rival til førstepladsen, IF Stadion med 28-24. Dermed gentog Øresund Håndbold bedriften fra i efteråret, hvor holdet fra Nivå også besejrede IF Stadion.
IF Stadion og Team HK Køge mødes lørdag den 14. marts kl. 14.30 i et brag af et topopgør i Bellahøjhallen - og med en sejr kan køgenserne stå med halvandet ben i 1. Division.
Team HK Køge fører nu rækken med 33 points foran IF Stadion med 31 points. IF Stadion er dog i tilfælde af pointslighed bedst indbyrdes på grund af 23-22 sejren i Køgehallen kort før jul.
Det kan næsten ikke være mere spændende ....