Team HK Køge klar til topbrag mod IF Stadion
Holdet kan med en sejr på to overskydende mål sikre sig oprykning til 1. Division allerede lørdag eftermiddag
HÅNDBOLD: Der er lagt op til et brag af en håndboldkamp i herrernes 2. Division, Pulje 3, når nummer et, Team HK Køge og nummer to, IF Stadion krydser klinger lørdag den 14. marts kl. 14.30 i Bellahøjhallen i Brønshøj.
Team HK Køge fører rækken to points foran IF Stadion, der i mandags tabte på hjemmebane til Øresund Håndbold - en kamp som Køge-cheftræner Lars Nedergaard var blandt tilskuerne til.
- Jeg kan ikke rigtigt bruge den kamp til noget. Det var helt tydeligt at IF Stadion-spillerne havde tankerne henne på lørdagens kamp mod os. Det samme havde vi i øvrigt i lørdagens opgør mod FIF i Frederiksberghallen hvor vi vandt knebent 16-15 uden at spille godt. Her stod vores forsvar rigtigt godt, fortæller Lars Nedergaard til Lørdags-Avisen.
IF Stadions nederlag ændrer ikke det helt store. Team HK Køge skal vinde kampen - uafgjort er også brugbart.
- Det bliver rigtigt spændende - men svært. Vi kommer ind til en fyldt hal, hvor IF Stadion normalt er uhyggeligt stærke. Det er holdet der er scoret færrest mål på i sæsonen. Med deres 3-2-1 forsvar og en rigtig god målmand er de svære at score mod. Vi skal selv stå stærkt i forsvaret og ramme dem på kontrafasen - løbe med dem. Vi er mindre rutinerede end dem - til gængæld står vi fysisk bedre. Så der er fordele og bagdele for begge hold. Jeg synes det er superfedt vi får sådan en oprykningsfinale i tredje sidste spillerunde. Det kunne være fantastisk at rykke op allerede på lørdag. Jeg tror, at vinderen af opgøret er det hold der rykker op. Begge hold har haft en flot sæson - så det er fortjent uanset hvem det bliver, siger Lars Nedergaard.
For at Team HK Køge kan fejre oprykning allerede lørdag eftermiddag kræver det en sejr på to overskydende mål. En sejr på et mål gør at Køge blot skal have et enkelt point i de to sidste kampe for at være helt sikker - Team HK Køge har oven i købet en langt bedre målscore - mens uafgjort vil kræve sejr i begge de resterende kampe forudsat at IF Stadion også vinder sine to sidste kampe. En sejr til IF Stadion betyder fordel for dem. Mere spændende kan det simpelthen ikke blive.
- Jeg er glad for at så mange Køge-fans tager turen med til Brønshøj for at bakke os op. Det bliver fantastisk, slutter Lars Nedergaard.
Mange fans til Bellahøj
I samarbejde med Spar Nord Køge og Herfølge Turistfart er det lykkedes Team HK Køge at sende hele to busser med lokale håndboldfans til topbraget i Bellahøjhallen i Brønshøj.
Den ene af busserne der fragter Køge-fansene til Bellahøjhallen er Herfølge Turistfarts nye flotte dobbeltdækkerbus som har plads til 84 gæster.
- Vi fik bussen hjem lige efter årsskiftet, så den er så god som ny, selvom den allerede har bragt en række skiturister afsted på skiferie, fortæller direktør Heino Larsen.
Herfølge Turistfart råder herefter over 12 busser i vognparken - heraf er to dobbeltdækkerbusser.
Dobbeltdækkerbussen skal til påske sørge for, at en række ungdomshold fra Team HK Køge kommer godt til Prag for at deltage i den traditionsrige store internationale påsketurnering hos Dukla Prag.
Se iøvrigt den aktuelle stilling i 2. Division, Pulje 3 her.