Fortsæt til indhold

CO2 og offentlig transport

Arkiv
Læserbrev af: Hans-Jørgen Jagd, Fænøvej 13, 7000 Fredericia

Det fremgår af Lokalavisen den 6/3, at fremtidens miljøplan for Fredericia skal laves nu. Målet er, at byen bliver C02-neutral i 2030.
Hermed et bidrag til hvordan transportsektoren kunne opfylde målet, og samtidig give et enormt løft til den kollektive trafik samt et kæmpe boost til Fredericia som by og varemærke. Lad os begynde med nogle fakta:
1) Det er nu 2 år siden den første selvkørende bil kørte i Danmark. Det skete såmænd i Kolding over en strækning på nogle kilometer.
2) Bilfabrikken Mercedes har oplyst, at de regner med, at det vil være muligt selv at køre sin bil fra 2030. Men som udgangspunkt vil bilen være selvkørende.
3) Allerede i dag kan nogle nye biler næsten køre selv. Der er derfor ingen grund til at tro at det vil være almindeligt selv at køre sin bil i 2030
Læg dertil det faktum, at vi har brug for kapacitet til at lagre strøm fra vedvarende energi. Vindmøller og solceller producerer jo uens, og ikke altid lige når vi har brug for energien. Her vil batterikapaciteten i el-biler kunne medvirke til at udjævne forbruget, og dermed effektivisere hele energiproduktionen.
Hvorfor ikke kombinere disse fakta og lave verdens mest visionære offentlige transportsystem i Fredericia?
Et system bestående af en flåde af selvkørende elbiler. Det hele styret af en database, hvor man via sin mobiltelefon meddeler, hvor man skal være på hvilket klokkeslet, hvorefter man får at vide, hvornår man skal være på afgangsstedet.
I virkeligheden blot en avanceret form for flextrafik, blot billigere i drift, da der ingen chauffør er.
Bilerne kører ikke når der ikke er kunder, man vil kunne komme næsten fra dør til dør, der vil blive færre biler generelt da mange mennesker med et sådant system vil kunne undvære egen bil osv. Fordelene er mange, og systemet kommer uanset nogle vil mene det er science fiction – tør Fredericia at være først ?
Inden ret længe kommer Tesla med en ny bilmodel X. Den er ikke selvkørende endnu, men med plads til chauffør og 6 passagerer og en rækkevidde på 500 km, kunne den være et godt billede på hvad fremtiden bringer – så måske skulle Fredericia bare springe på vognen….