Fortsæt til indhold

Hård konkurrence får Manga Sushi i knæ

Seks sushi-restauranter i Kolding er mere, end der er kunder til

Arkiv
Lotte Gyldenvang

Det er populært at spise rå fisk kombineret med ris og tang. Men konkurrencen om at servere sushi til koldingenserne er blevet for hård. Det har Morten Schmidt, indehaver af Manga Sushi på Søndergade erkendt.

“Det seneste halve år er omsætningen gået nedad. Der er simpelthen ikke økonomi til at drive forretningen videre. Til sidst må man trække en streg i sandet og slutte. Den streg trak jeg i går, så butikken er lukket nu” fortæller Morten Schmidt.

Den sidste sushi blev altså langet over disken søndag den 22. februar. Manga Sushi har eksisteret i seks år.
“Da vi åbnede for seks år siden, var der kun Bar Sushi og os, som tilbød sushi i Kolding. Det er uden tvivl konkurrencen med de nye sushi-restauranter i byen, som er årsagen til lukningen,” siger Morten Schmidt.

Med lukningen af Manga Sushi er der fem sushi-restauranter tilbage i Kolding: Bar Sushi Kolding, Origami Sushi, Kolding Sushi Hus, Josi Sushi og Sushi Room i storcentret.
Det er uvist, hvad Morten Schmidt nu skal bedrive sin tid med.

“Jeg skal i hvert fald ikke fortsætte i restaurationsbranchen. Jeg regner med, at det er tid til at blive lønmodtager,” lyder det fra Morten Schmidt.