Müller helt rundt på torvet
Erhvervsforum flytter ind over Boston, og Turistbureauet skal ind på det gamle rådhus
Direktør Jens Müller fra Erhvervsforum, der samtidig har ansvaret for markedsføringen af turistbyen Roskilde, er bogstavelig talt helt rundt på byens centrale plads, Stændertorvet. Den 12. marts flytter organisationen Roskilde Erhvervsforum, der med små 500 medlemmer er en af byens vigtigste erhvervs-foreninger, fra sin nuværende adresse i Jernbanegade ind på Stændertorvet 2, over herreekviperings-forretningen Boston, hvor der tidligere har været advokatkontor. Lidt senere flytter også Turistbureauet under Visit-Roskilde, der ligeledes har Jens Müller som chef, Senest har det holdt til i portrummet ind til bygningen, der tidligere husede borgmesterkontoret og centralforvaltningen. Men nu skal det være lidt længere ind i samme hus i stedet for Borgerservice, som er rykket til rådhuset og kommunens biblioteker.
Afslag fra Vækstforum
Visit-Roskilde og Erhvervsforum har i øvrigt fået afslag fra Vækstforum Sjælland på en ansøgning om 2,5 millioner kroner, der skulle bruges til at uddanne ansatte i butikkerne og på turist-attraktionerne i både Roskilde, Lejre, Holbæk og Odsherred kommuner. Formålet skulle være at skabe øget vækst og flere jobs gennem en sådan opkvalificering af personalet, der skulle gennemføres af et konsulentfirma fra Aarhus. Afslaget begrundes blandt andet med, at den foreslåede uddannelse ikke er kompetencegivende, og at målsætningen i projektet ikke er tydelige nok. Roskilde Handel har tidligere sagt fra overfor samme projekt og har i stedet indgået en aftale med handelsskolen om at give ansatte i byens butikker en efteruddannelse for at skabe bedre service. Visit-Roskilde er også gået ind i det samme projekt for at skabe et tilbud, der er henvendt til de ansatte på turist-attraktionerne. tk