Antallet af parkeringsafgifter er steget
De første tre måneder af Parkering Nords tilstedeværelse i Varde, er antallet af p-afgifter steget
Hvis du synes, at der sidder mange p-afgifter i bilruderne i Varde midtby, så har du nok ret.
I de første tre måneder af Parkering Nords tilstedeværelse i Varde, er tallet steget, viser en sammenligning Lokalavisen Varde har foretaget. "Vi startede med parkeringskontrollen i Varde 1. oktober 2014 og har de første tre måneder skrevet 363 afgifter.
Ud fra kommunens beskaffenhed er dette lidt under gennemsnit i forhold til andre kommuner af samme størrelse," oplyser Frode Nielsen fra Parkering Nord til Lokalavisen Varde.
Parkeringskontrollen i Varde Kommune betjenes af vagter som også udfører kontrollen i Esbjerg-Billund og Fredericia Kommuner.
"Der er er ansat tre fuldtidsvagter og en Vagtformand til dette og det er ikke ændret siden starten," slutter Frode Nielsen.
Tallet et steget
Året forinden udstedte politiet i Varde cirka 230 p-afgifter i samme periode..
"Da vi ikke har et elektronisk system, så må tallet tages med forbehold. De 230 p-afgifter er udstedt af både parkeringsvagten og af politipersonalet," fortæller Bjørn Pedersen, politikommissær ved Varde Lokalpoliti til Lokalavisen Varde.
"Vi udsteder stadigvæk også p-afgifter hos politiet og disse skal jo lægges oveni tallene fra Parkering Nord. Vi har dog ikke udstedt særligt mange siden Parkering Nord overtog," slutter Bjørn Pedersen.
“Fint med fokus på problemet”
?Hos Varde Handel er man glade for, at der bliver sat fokus på problemerne med parkeringspladserne.
"Det er sådan set fint, at der er blevet sat fokus på problemet omkring dem, der parkerer samme sted hele dagen og løber og stiller p-skive, da de jo blokerer for kunderne i byen," fortæller formand Ulla Højbjerre.
"Men det er omvendt ikke rart at turister tager hjem med et varigt minde fra ferien i form af en papirlap i forruden – måske der skal tydeligere skiltning til? Så man ikke er i tvivl om, hvor man må holde og hvor længe," tilføjer hun.
Parkeringspladser nok
Ifølge Ulla Højbjerre er der parkeringspladser nok i den indre by.
"Jeg tænker faktisk, at der er parkeringspladser nok i byen, når vi kigger på Stålværksgrunden og alle p-pladserne ved åen, så burde man nok kunne overholde parkeringstiden på de centrale pladser, når der er et ”langtidsholdbart” alternativ så bynært som tilfældet er," siger formanden.