Publikum fortjener en sejr mod Tvis
Der venter SønderjyskE en hård opgave mod Team Tvis Holstebro i BroagerSparekasse Skansen onsdag aften
liga Onsdag aften spiller SønderjyskE grundspillets sidste kamp i Broager Sparekasse Skansen. Kampens betydning for SønderjyskE afhænger af resultaterne i sidste runde, der blev spiller før avisens deadline. "Vi håber naturligvis, at vi stadig har noget spille for, men uanset hvad, er vi opsatte på at levere en god indsats i, hvad der kan være vores sidste kamp i Skansen i denne sæson." siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen.
Skansen er ingen bastion
Skansen har tidligere været en frygtet hjemmebane, men sådan er det ikke længere. "Vores hjemmebane har ikke været en bastion i år, men vi kan ikke sætte en finger på omgivelserne. Ansvaret ligger hos os selv. Publikum har støttet os hele sæsonen. Selv da vi var nede med seks mål mod Ribe-Esbjerg, var publikum der for os. Det har før hjulpet os til point, men sådan har det desværret ikke været i år," siger Morten Henriksen, der håber at belønne publikum med en sejr. "Det vil være dejligt, hvis vi kan slutte grundspillet med en overraskelse mod Team Tvis Holstebro. Vi håber, at det kan være nok til at forlænge vores sæson. Det har publikum fortjent." SønderjyskE-træneren er ikke i tvivl om, at det bliver et tændt Team Tvis-hold, der møder op i Skansen.
Topmotiveret Tvis-hold
"Tvis kæmper for en plads i top 4, der giver point med i slutspillet, så de er med garanti motiveret," siger Morten Henriksen. Team Tvis vandt det sæsonens første opgør mod SønderjyskE med 34-28 i en kamp, hvor SønderjyskE havde særdeles svært ved at holde styr på Tvis-spilleren Michael Damgaard.
Damgaard skal lukkes ned
"Nøglen til sejr er at få åbnet deres forsvar. De spiller et aggressivt 6-0-forsvar, som vi skal gennembryde. Derudover skal vi også have styr på Michael Damgaard," siger Morten Henriksen, der dog ikke er meget for at mandsopdække Michael Damgaard: "Hvis vi gør det, giver vi mere plads i vores forsvar, og Team Tvis har flere dygtige mand-mand-spillere, som kan udnytte det." Kampen spilles i Broager Sparekasse Skansen onsdag den 18. marts kl. 19.30.