Statslige arbejdspladser skal ud af København
Den lokale Socialdemokrat Christian Rabjerg Madsen er med i bestyrelsen af ny forening
Med den tidligere transport- og sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, for bordenden som bestyrelsesformand har en nye landsdækkende forening, Staten i Hele Danmark, set dagens lys. Med i arbejdet og bestyrelsen sidder den lokale folketingskandidat fra Kolding, Christian Rabjerg Madsen (S).
Foreningens formål er at rykke flere statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet og ud i resten af landet.
”Jeg glæder mig til at træde ind i en stærk bestyrelse, som jeg forventer, kan gøre en positiv forskel for at bringe Danmark bedre i balance. I dag ligger 36 af 43 statslige styrelser i hovedstadsområdet. Det skal ændres, så fordelingen bliver mere lige”, siger Christian Rabjerg Madsen.
Den nystartede forening vil arbejde for, at Danmark i forbindelse med placeringen af statslige arbejdspladser skal lære af vore nabolande.
”Grundliggende drejer det sig om, at man i Danmark får samme holdning til brug af statsmagten, som findes i andre lande. Da den tyske regering flyttede fra Bohn til Berlin blev store dele af centraladministrationen i Bohn. Også i England og Norge har der længe været tradition for at placere statslige arbejdspladser decentralt”, siger Jakob Axel Nielsen.
Christian Rabjerg Madsen kan på trods af den nye post i bestyrelsen ikke love, at der kommer statslige arbejdspladser til Kolding med det samme, men han peger på, at Kolding som mange andre byer har kompetencer på tværs af uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, der retfærdiggør, at der placeres statslige styrelser i Kolding.
”Det er vigtigt, at der ikke går kamp mellem landsdelene i denne diskussion. Det vinder kun Hovedstaden på. I stedet skal vi sagligt argumentere for, at statslige arbejdspladser skal placeres der, hvor det lokale erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner har kompetencer, der matcher de opgaver, som de statslige styrelser har. Kigger man på kompetencer lokalt og Koldings fokus på og evner indenfor design, så kan man sagtens argumentere for, at eksempelvis Patent- og Varemærkestyrelsen placeres i Kolding”.