Køge Basketball klar til oprykningskampe
BASKETBALL: Køge Basketball Klubs herrehold i 1. Division har haft en rigtig fin sæson - hvilket også en slutplacering som nummer to i landets næstbedste række er et tydeligt bevis på.
Sæsonen fortsætter nu med de afgørende kampe om den endelige oprykningsplads til BasketLigaen til næste sæson.
Til kvartfinalerne - der spilles bedst af tre - har Køge fordel af hjemmebane i den første kamp mod Wolfpack/BMS. Første opgør spilles lørdag den 14. marts kl. 14.00 i Køgehallen.
Returkampen i Skovlundehallen spilles på onsdag den 18. marts kl. 18.15 - og en eventuel tredje kamp er fastsat til søndag den 22. marts kl. 15.00 i Køgehallen.
Sæsonens to indbyrdes kampe i grundspillet i 1. Division var meget jævnbyrdige. Køge vandt efterårets udekamp med 84-82 - Wolfpack/BMS tog revanche i Køgehallen i februar måned med en sejr på 80-77.
- Jeg håber vi har taget ved lære af kampen i februar måned. Vi går benhårdt efter at få afgjort kvartfinalen allerede efter to kampe, velvidende at der atter er lagt op til nogle meget jævnbyrdige opgør, siger Lars Vestergaard, formand for Køge Basketball Klub - Coyotes.
Lars Vestergaard er stensikker på at træner Gediminas Zybartas sender et topmotiveret mandskab på banen i Køgehallen - og alle mand meldes iøvrigt skadesfri.