Slidte skoler og dårlig luft
Folkeskoleeleverne skal have ordentlige rammer til at lære i, mener medlem af Skole- og Børneudvalget Merete Dea Larsen
I de seneste mere end ti år er livremmen blevet strammet længere og længere ind, når det drejer sig om folkeskolernes budgetter. Faktisk er sparekniven blevet svunget så meget, at man har været nødt til at lave yderligere huller i bæltet. I år er der til gengæld afsat 14 millioner kroner ekstra til de tilsammen 18 folkeskoler i Roskilde. Men pengene er kun lige præcis nok til at dække kistebunden på skolerne, mener DF'er Merete Dea Larsen, der sidder i Skole- og Børneudvalget. - Skolerne er nedslidte, toiletterne er ulækre og flere af skolekøkkener er så gamle, at vi ikke kan være det bekendt over for vores børn, siger politikeren og fortsætter: - Vi skylder vores yngste, at de har ordentlige rammer til at lære i, fordi det er påvist, at man trives og lærer bedre, hvis omgivelserne er i en ordentlig stand, siger politikeren.
Dårlig luft
For at sikre, at eleverne i det mindste opholder sig i et ordentligt indeklima, har politikeren bedt Skole- og Børneforvaltningen om at orientere udvalget om forholdene på skolerne. Forvaltningen er kommet frem til, at alle skoler opfylder lovgivningen for indeklima, fra dengang skolene blev bygget. Fem af skolerne har mekanisk ventilation, mens de resterende 12 får frisk luft ind til hovederne, når elever og lærere husker at åbne vinduerne. På de skoler, hvor der har været problemer med indeklimaet, er forholdene udbedret, oplyser forvaltningen. - Det er ikke godt nok, vi skal være sikre på at indeklimaet er i orden, derfor har vi bedt forvaltingen om, at indeklimaet på alle skoler skal tjekkes, siger Merete Dea Larsen. ag@roskildeavis.dk