Fortsæt til indhold

Sådan blev Skjoldungernes Land til

Natur og kulturhistorie er bærende elementer i den nye nationalpark ved Roskilde Fjord

Arkiv
Jan Partoft

For mere end 10 år siden blev de første frø til Nationalpark Skjoldungernes Land sået, og nu har ideen vokset sig så stor og levedygtig, at den er en realitet.
- Vi har i den tid lagt meget energi i at få forklaret, hvad en nationalpark egentligt er, og det er lykkedes, siger projektchef Poul Bjerager, der har været med i alle årene.
- Det mest enestående er nok at alle er med på frivillig basis, der er ingen tvang eller muligheder for tvang indblandet. De enkelte lodsejere skal sige ok, hvis der kommer projekter, der berører deres ejendom.
Formålet med en nationalpark er at lave et stort sammenhængende naturområde, hvor naturen får optimale forhold, og man samtidig kan bevare landbrug og de øvrige virksomheder, der er i området.
- En nationalpark har ikke andre regler, end der gælder andre steder, siger Poul Bjerager.
- Til gengæld er der en fond for nationalparken, der får penge hver år fra staten, som skal bruges til at lave projekter, der skal bruges til at naturen får det bedre og en formidling af den og hele den kulturhistorie, der er i området.
- Så ved vi også fra erfaringerne fra andre nationalparker at de virksomheder, der lever af besøgene, har gode muligheder for fremgang. Der kommer simpelthen flere gæster til området, når det er en nationalpark.

Land og vand

Nationalparken Skjoldungelandet kommer til at dække et areal på 170 kvadratkilometer.
En stor del af området ligger ude i Roskilde Fjord, ellers er det lodsejere Lejre kommune der lægger mest land til. Roskilde tager den øvrige broderpart og Frederikssund har området ved Selsø Sø og Østskoven og Eskilsø med.
Formand for nationalparkfondens bestyrelse bliver lodsejer og fabrikant Lars Vedsmand fra Lejre, mens bestyrelsen for Nationalpark Skjoldungernes Land kommer til at bestå af 12 medlemmer.
Først om flere måneder er den nye bestyrelse er fundet, og den skal som sin første opgave lave en nationalparkplan. Når den er udarbejdet og endeligt vedtaget om cirka halvandet år, kan de første fysiske naturprojekter sættes i gang på frivillig basis.
jp@roskildeavis.dk

Skjoldungerne
Navnet Skjoldungerne er fra Knytlingasagaen, hvori Skjoldungesagaen indgår. Den handler om en dansk kongeslægt fra Lejre, der er efterkommere efter Skjold. De mest kendte konger i slægten er Roar og Helge, der står som statue på Stændertorvet, og har givet navn til Roskilde. Samt Rolf Krake, der blev dræbt ved et lumsk bagholdsangreb på hans kongsgård ved Lejre.

Ledreborg Slot er en vigtig repræsentant for kulturhistorien.