Bestseller-forfatter har forladt sin safety-zone
Krimiforfatter på research signerer sine bøger i Haderslev på lørdag formiddag
Der er langt fra Strandvejsmiljøet i Nordsjælland til små landsbyer i Sønderjylland. Det får forfatteren Eva Maria Fredernsborg tydeligt at mærke i denne tid.
Hun har nemlig skiftet føromtalte miljø ud med forskellige overnatningssteder syd for Kongeåen. Hun er her for at lære og for at kunne gengive byer og steder troværdigt.
Skulle være Sønderjylland
Indtil nu har forfatteren udelukkende ladet sin handlinger foregå steder, som hun kender godt. Men det skulle nødvendigvis være anderledes denne gang:
“Sønderjylland har hele tiden rumsteret i underbevidstheden, og det kommer sig af, at jeg som lille pige ofte besøgte min farmor, som boede i Bolderslev. Men jeg har ikke været syd for Kongeåen i mere end 30 år, så jeg måtte på nogle researchture henned,” fortæller Eva Maria Fredensborg til Lokalavisen. Det kom da også hurtigt til at bære frugt:
“Der er så mange ting man ikke ved, når man ikke rigtig har opholdt sig i en sønderjysk landsby. En masse om livet i byen, hvor meget den enlige butik betyder og den slags,” fortæller forfatteren, der har fundet ikke bare én men to landsbyer, som kommer til at danne hoved-scenen for den næste bog. En bog, som har fået arbejdstitlen “Det hvide mørke”. En titel, den fik, fordi det var så tåget da Eva Maria Fredensborg besøgte byerne Visby ved Tønder og Holm på Als.
Nu skal hun bruge andre informationer, og derfor er det især i Sønderborg og Haderslev man vil kunne se hende “snuse rundt”. Hun leder efter de rette steder, besøger politistationer, arresthuse og retsale. Og hun indsnuser atmosfæren.
Eva Maria Fredensborg har netop udgivet sin tredje bog, “I blinde”. Det er en bog, som har sendt den danske forfatter med de svenske aner ind på bestsellerlisten:
“Det er stadig lidt uvirkeligt for mig, at folk i den grad tager så positivt imod det jeg laver. Det er jeg meget ydmyg overfor,” siger hun og glæder sig til at møde sine læsere hos Arnold Buschs boghandel i gågaden, hvor hun signerer bøger fra klokken 11.00 på lørdag formiddag.