Fædre i fokus på en far-lig dag i børnehaven
Der er mange kvindelige pædagoger hos børn - indtil fædre kom på visit
Der blev repareret cykler, lavet bålmad og klatret i Kildemosens afdeling Kilden i Kolding torsdag den 5. marts. Alle børnenes fædre var nemlig inviteret til en ”Far-lig dag”, som et anderledes initiativ for at sætte fokus på rollen som far.
Og der var stor tilslutning fra de mange fremmødte fædre. Der var en stor flok fædre og børn, som blev udfordret i Kildevæld med mere fysiske aktiviteter. Her blev der klatret i høje træer, balanceret på slackline, lavet styrkekonkurrencer mellem fædrene og de stejle bakker blev erobret.
Imens var der i børnehaven cykelværksted, hvor fædrenes håndværksmæssige kundskaber blev brugt til et tiltrængt løft af cykelparken.
Børnene var meget stolte over, at deres far skulle med i børnehaven og der blev fra morgenstunden produceret tegninger, lavet skulpturer, perlekæder og trillet boller kun til far.
I en tid hvor kvindelige pædagoger og mødre ofte definerer den pædagogiske hverdag hjemme og i daginstitutionen, tillod institutionen at tænke på far. Udover de mange aktiviteter, kom forfatter og psykolog, Bent Hougård, og holdt et humoristisk fordrag om forældreopdragelse og farrollen. Fædrene udtrykte begejstring for det nye tiltag og arrangementet i det hele taget.